23948sdkhjf

Biobaseret byggemarked får endnu en investor på holdet

Arkitekt Mikkel Westfall har købt sig ind i det biobaserede byggemarked Havnens Hænder, hvor ejerskabet nu er delt i fem.

Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.

For et år trådte Carl Ras-direktør Gorm Rasmussen ind i ejerkredsen, og nu vil Mikkel Westfall altså også være med til at udbrede byggemarkedets biobaserede materialer som en klimavenlig løsning til byggeriet. Dermed tæller ejerkredsen nu de to eksterne investorer samt de tre iværksættere og håndværkere Magnus Henriques, Mikkel Damgaard Nielsen og Karl Nørgaard, der hver især ejer 20 pct. af foretagendet.

– Vi har alle en stærk tro på, at der skal større fokus på fremstillingen af de byggematerialer, vi bygger med, og vi skal ændre på vores byggevaner, hvis vi vil i mål med den grønne omstilling, fortæller Mikkel Westfall om baggrunden for at købe sig ind.

Han peger på, at byggemarkedets biobaserede materialer, der er CO2-neutrale og fornybare, for alvor kan være med til at skubbe byggeriet i en mere klimavenlig retning.

– Vi ser gerne, at de biobaserede materialer som hamp, kalk, ler og kork i fremtiden bliver anset som gængse byggematerialer på markedet frem for traditionelle energislugende byggematerialer som beton, som man lige nu bygger med i det meste af verdenen. De biobaserede materialer er jo klassiske materialer, der er lokalt forankret i naturen, og som var en fast del af det danske kulturlandskab for et par hundrede år tilbage. Byggekulturen og byggematerialerne skal tilbage til det, vi kommer fra, fortæller arkitekten.

Skal udbredes til flere

Siden Gorm Rasmussens investering har Carl Ras blandt andet hjulpet Havnens Hænder med at styrke sin position i branchen.

 – Havnens Hænder har den faglige viden om biobaserede og CO2-neutrale byggematerialer, og de har som håndværkere selv erfaring med at bygge med dem. Men leveringen og distributionen af byggematerialerne kan være en udfordring for dem at tage sig af på egen hånd. Det var her, vi i Carl Ras så en mulighed for at være med til at skubbe til den grønne omstilling, da vi som erfaren distributionsled kan være med til at udbrede materialerne til de udførende håndværkere i branchen, fortæller Gorm Rasmussen.

Målet er imidlertid, at de biobaserede materialer skal opnå endnu større udbredelse, og her ser Gorm Rasmussen en stor gevinst i det seneste skud på medejerstammen.

 – Vi er utrolig glade for at få en partner ind i ejerkredsen med arkitektbaggrund, så vi kan styrke rådgivningen om projekteringen af materialerne og få dem udbredt til en større del af branchen, lyder det.

Mikkel Westfall har stor erfaring med byudvikling, transformation samt større bolig- og erhvervsprojekter og har som uddannet arkitekt MAA også kompetencer inden for bygningskonstruktion. Han kan samtidig trække på et bredt netværk blandt både arkitekter, bygherrer og ejendomsinvesterer.

 – Kvalitetsbyggeri og arkitekturen skal være en del af den grønne omstilling. Jeg ser frem til at styrke rådgivningen og formidlingen af, hvordan Havnens Hænders biobaserede materialer kan projekteres i byggeriet, så byggeriet bliver mere CO2-venligt, fortæller han.

Artiklen er en del af temaet Nyt fra byggecentrene.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095