23948sdkhjf

Odense-entreprenør klar med første af to PFA-kontorer

Halvandet års udviklingsarbejde og næsten to års byggeri er nu kulmineret for Odense-entreprenøren Skjøde. Det skete for nylig, da entreprenøfirmaet overdrog det 11.500 kvm store kontordomicil Cortex Park Vest til bygherren PFA.

Det skriver Skjøde i en pressemeddelelse. 

Kontordomicilet er beliggende i det nye erhvervsområde Cortex Park i det sydøstlige Odense tæt på Syddansk Universitet. Domicilet er tiltænkt som et flerbrugerkontor, hvor flere virksomheder deler fællesfaciliteter og kontorer.

– Det er en stor tilfredsstillelse at aflevere et moderne kontordomicil, vi som udviklende entreprenør har været med til at sætte vores præg på fra den indledende fase. Ikke mindst fordi byggeriet via sit store fokus på bæredygtighed og multifunktionalitet i dén grad peger ind i fremtiden, siger Allan Arno, teknisk direktør i Skjøde, i meddelelsen.

Bygger bro mellem det gamle og det nye Odense 

Domicilets 11.500 kvm er fordelt på fem etager, hvor stueetagen er indrettet med fælles faciliteter og services i form af bl.a. kantine og mødelokaler.

Bygningen er indrettet, så man som lejer både kan lave storrumskontorer og cellekontorer. Det er desuden muligt at opsætte vægge og mure for at tilgodese den enkelte lejers behov.

Facaden med røde mursten brudt af lysegrå bånd mellem hver etage er inspireret af den gamle Thrige-fabrik i centrum af Odense, der er et af byens mest ikoniske industribygninger. På den måde bygger Cortex Park Vest bro mellem det gamle Odense og det nye Odense.

PFA-domicilet bliver bæredygtighedscertificeret efter DGNB-Guld-standarden. 

To ejendomme til 381 millioner 

Rundt om bygningen er der - i samarbejde med Freja Ejendomme - etabelret et miljø med træer, højbede og bænke i beton og stålmaterialet corten, som skal sikre sammenhæng mellem Cortex Parks forskellige friarealer. 

Cortex Park Vest er det første af to kontordomiciler, som Skjøde opfører for PFA i Cortex Park. I løbet af 2022 følger en lillesøster på 5.500 kvm, der henvender sig til virksomheder, som udelukkende har brug for kontorer og ikke fællesfaciliteter. 

Den samlede investeringssum for begge bygninger er på 381 mio. kr.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094