23948sdkhjf

Trigon-koncernen overtager anlægsentreprenør

Nordjyske Trigon styrker sig på anlægsområdet med et opkøb i det nordjyske, entreprenørfirmaet Villy Andersen er kommet under den fondsejede koncerns vinger.

Det oplyser den Frederikshavn-baserede koncern i en pressemeddelelse.

Entreprenørfirmaet Villy Andersen med base nær Frederikshavn blev grundlagt i 1988 og står stærkt inden for ledningsarbejde i Vendsyssel. Ekspertområdet er styrede underboringer, traditionelle boringer, fiberblæsning og gravning. Blandt kunderne er TDC, Norlys, Nordenergi og de store antenneforeninger i landsdelen samt andre forsyningsselskaber. 

Den hidtidige eneejer Claus Andersen vælger at afhænde sin virksomhed nu, fordi den står over for et kursskifte. Den enorme opgave med at grave fiberbredbånd ned til de vendsysselske husstande er snart gennemført, og i de kommende år bliver fokus på at udbygge elnettet til alle de husstande, der har eller påtænker at anskaffe varmepumpe eller elbil, og ligeledes virksomheder hvor elforbruget er stigende.

– Jeg synes tiden er rigtig til, at nye kræfter sætter sig i spidsen for virksomheden. Det vil være med til at udvikle den yderligere og dermed sikre de 35 arbejdspladser, siger Claus Andersen i pressemeddelelsen.

Skal ansætte flere 

Koncerndirektør i Trigon, Karl Erik Slynge, peger på, at det netop er et af Trigon Fondens formål at styrke dens virksomheder og dermed beskæftigelsen lokalt. Købet af Villy Andersen tilfører koncernen vigtige kompetencer og øget kapacitet.

Nyt ben i koncernen

Med overtagelsen ejer Civilingeniør Bent Bøgh og hustru Inge Bøghs fond (Trigon-Fonden) nu A/S Trigon, Villy Andersen Aps, Greensource A/S, Trigon Ejendomme og Jordhotel Frederikshavn. 

Virksomhederne har hovedsæde i Frederikshavn og har nu 120 ansatte.

– Det kræver stor knowhow at lægge kabler. De ligger lige under jordoverfladen sammen med alle mulige andre forsyningslinjer, så der er ekstremt høje krav til registrering og kortlægning. Villy Andersen tilfører disse kompetencer til koncernen, siger Karl Erik Slynge.

– Virksomheden fortsætter i samme regi blot med nye ejere. Der er ikke sket afskedigelser, tvært imod skal vi ansætte flere. Vi står nu rigtig stærkt til fremtidens anlægsarbejder, påpeger han.

Den ny ledelse i Villy Andersen er fundet internt. Adm. direktør er Allan Pedersen, der har været i firmaet siden 2000 først som formand, siden som afdelingsleder og nu medejer. Direktør og medejer med ansvar for afdelingen i Hjørring er Peter Christensen. Han er handelsuddannet, har været ansat siden 2007 og har arbejdet med indmåling, kortlægning og administration. Peter Christensen har de seneste syv år arbejdet som projektleder.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079