23948sdkhjf

MT Højgaard-selskaber underskriver samarbejdsaftale: Vil øge effektiviteten

Søstervirksomhederne Ajos og Scandi Byg har netop underskrevet en samarbejdsaftale. Det oplyser de to byggevirksomheder i en fælles pressemeddelelse. 

Ifølge parterne skal samarbejdsaftalen løfte effektiviteten hos begge virksomheder yderligere.

Aftalen, der løber det næste år, betyder nemlig, at Scandi Byg får en bedre udnyttelse af produktionslinjerne, mens Ajos fremadrettet kan tilbyde sine kunder udlejningsmoduler med væsentlig kortere leveringstid, lyder det.

Konkret indebærer aftalen, at Ajos i løbet af det næste år er forpligtet til at aftage moduler for et ikke oplyst minimumsbeløb fra Scandi Byg, mens Scandi Byg så til gengæld skal sikre, at der altid er forudproduceret modulbyggeri, som Ajos så kan plukke fra i forbindelse med deres udlejning.

- I vores nye samarbejdsmodel forpligter begge parter sig således over for hinanden. Når vi hos Scandi Byg ved, at Ajos som minimum vil købe et vis antal moduler i løbet af året, kan vi bedre producere forud og sørge for, at de er på lager til, når Ajos skal bruge dem. Det sikrer ikke alene, at Ajos kan tilbyde udlejningsmoduler med en markant kortere leveringstid til sine kunder, men også at vi får en bedre balance i vores produktion, fordi vi kan udfylde produktionshullerne, forklarer salgsdirektør i Scandi Byg, Jesper F. Hoffmann, i meddelelsen.

Hos Ajos ser man ligeledes et stort potentiale i aftalen.

- Når vi fremadrettet har kunder, der banker på døren med akutte forespørgsler på udlejningsmoduler, kan vi nu reagere langt hurtigere, fordi Scandi Byg allerede har modulerne stående på lager. Vi skal således ikke længere afvente produktionen på samme måde som tidligere, udtaler adm. direktør i Ajos, Ole Wamsler, i pressemeddelelsen.

Den nye samarbejdsaftale mellem Scandi Byg og Ajos, som begge er en del af MT Højgaard-koncernen, er netop trådt i kraft. 

Det fremgår ikke, hvad aftalen konkret betyder for de to datterselskabers forventninger til indeværende regnskabsår. 

Kort om Ajos og Scandi Byg

Scandi Byg er markedsleder inden for industrialiseret modulbyggeri af boliger, kontorer, institutioner, skoler samt forskning- og laboratoriefaciliteter for professionelle private og offentlige kunder. Scandi Byg havde i 2019 en omsætning på 315 mio. kroner.

Ajos har mere end 40 års erfaring med udlejning af midlertidigt byggeri i form af kontor-, institutions- og skolebyggeri. Ajos havde i 2019 en omsætning på 230,5 mio. kr.

Begge virksomheder er datterselskaber i en af Danmarks største entreprenørkoncerner, MT Højgaard Holding. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.1