Snart klar til byggestart på Panum
Bygningsstyrelsen er klar med EU-udbud af de første to entrepriser i forbindelse med den 35.000 m² store udbygning af Panum-komplekset ved Københavns Universitet.
Udvidelsen, der blandt andet omfatter et iøjnefaldende, bronzefarvet forskertårn i 16 etager, skal efter planen tages i brug i 2014, og hos Bygningsstyrelsen, der er bygherre på projektet, er man netop blevet klar med udbud af de første to entrepriser.
Der er her tale om henholdsvis 1) "Etablering, drift og nedtagning af byggeplads” og 2) ”Forberedende arbejder”.
Beskrivelse af entrepriser
Entreprise 1 omfatter blandt andet etablering og drift af skurby, affaldshåndtering, el og vand samt materiel- og personlift ved det kommende højhus. Hertil kommer daglig håndtering af logistik på byggepladsområdet samt vedligehold, skiltning og snerydning.
- Det er målet at etablere en byggeplads, som er en attraktiv arbejdsplads for håndværkere, hvor god logistik og planlægning højner kvalitet og minimerer den samlede byggesum, lyder det blandt andet i udbudsbekendtgørelsen, hvor Bygningsstyrelsen desuden fremhæver et godt arbejdsmiljø og høj sikkerhed på pladsen som vigtige faktorer.
Vinderen af entreprise 2 skal stå for etablering af byggegruben; herunder grundvandssænkning og selve udgravningen. Opgaven omfatter blandt andet isætning af jordankre, jordregulering, fjernelse af eksisterende ledninger samt etablering af nye ledninger (kloak m.v.) i jord samt nedrivning af bygninger og installationer i terræn.
Arbejdet indledes i juni
Bygningsstyrelsen forventer at give fem virksomheder mulighed for at byde på hver af de to entrepriser, der begge tildeles efter kriteriet laveste pris.
Fristen for at komme i betragtning er den 21. februar 2012, og det forventes, at de to vindere kan indtage byggepladsen i begyndelsen af juni måned.
Læs mere under Licitationer her på Building Supply.