23948sdkhjf

Fem teams klar til konkurrence om det østlige Aalborg

En international konkurrence i stor skala sætter fokus på bæredygtig byudvikling i et forstadsområde, hvor der i de kommende 10 år investeres op til 10 mia. kr.
Med konkurrencen om det østlige Aalborg sætter Realdania og Aalborg Kommune ambitionsniveauet højt.

Målet er at skabe synergi og sammenhængskraft mellem de mange investeringer, der blandt andet omfatter et nyt universitets-sygehus, udvidelse af Aalborg Universitet, renovering af almene boligområder og en ny højklasset, kollektiv trafikforbindelse.

I et usædvanlig stærkt, internationalt felt bestående af 36 teams har Aalborg Kommune og Realdania udvalgt fem teams, der har følgende firmaer i spidsen:

• Schønherr
• Allies and Morrison Urban Practitioners
• Henning Larsen Architects
• MVRDV/Cobe
• Tegnestuen Vandkunsten

En unik mulighed
Hos Aalborg Kommune ser stadsarkitekt Peder Baltzer Nielsen frem til den kommende proces.

- Det østlige Aalborg har store kvaliteter i form af et fantastisk landskab, stærke videnserhverv og internationale relationer. Med konkurrencen og de udvalgte fem teams får vi nu en enestående mulighed for at koble nye stærke samarbejdspartnere med innovative blik på fremtidens byudvikling i ’City in between’, siger han.

Astrid Bruus Thomsen, projektleder hos Realdania, påpeger, at de kommende milliardinvesteringer giver en unik mulighed for at skabe spændende boligområder, transport og mødesteder.

- En stor udfordring er så, hvordan denne byudvikling kan håndteres, så bæredygtigheden og robustheden sikres i forhold til fremtidens udfordringer, når det for eksempel handler om klimaændringer, mange ældre samt tiltrækning og fastholdelse af videnserhverv. Det ser vi frem til, at konkurrencen kan give nogle gode bud på, siger hun.

Konkurrencen udskrives den 3. februar 2012 og er opdelt i to faser. Vinderne af første fase offentliggøres i juni måned, hvorefter alle forslagene vises på en udstilling i Utzon Center i sommermånederne. Konkurrencen forventes endeligt afgjort november 2012.

De fem teams
Team 1
Schønherr, BIG, Ramboll UK, Active City Transformation, Tredje Natur, Analysehuset BBN Consult, Malene Freudendal-Pedersen og Instituttet for Fremtidsforskning (IFF).

Team 2
Allies and Morrison Urban Practitioners og Juul Frost.

Team 3
Henning Larsen Architects, KCAP Holding, Jaja Architects, Orbicon, Marianne Levinsen Landskab, Via Trafik Rådgivning, 2+1 Idébureau og Fakton Ventures.

Team 4
MVRDV, Cobe, Thing & Wainø Landskabsarkitekter, Moe & Brødsgaard Rådgivende Ingeniører, Boris Brorman Jensen, Hans Kristensen og Yngve Andrén Konsult.

Team 5
Tegnestuen Vandkunsten, Hausenberg, Esbensen, Sloth Møller, Tyréns, ICP og Professor Peter Maskell.

Der afholdes borgermøde om konkurrencen 24. januar kl. 19, hvor alle interesserede er velkomne. Læs mere om borgermøde og konkurrencen City in Between på www.Aalborg.dk/city-in-between
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157