Hundredevis af elektrikerjobs i Femern-forbindelsen
Når byggeriet på Femern-forbindelsen er på sit højeste, vil anslået 500 elektrikere være beskæftiget på projektet. Der kan ligefrem blive mangel på elektrikere.
Når tunnelbyggeriet skal sættes i gang, ventes elektrikere at bliver den tredjestørste faggruppe kun overgået af ikke-faglærte og ingeniører. Det fremgår af den nye analyse af Femern Bæltforbindelsens beskæftigelsesmæssige konsekvenser, som COWI har udarbejdet for Beskæftigelsesregion Hovedstaden & Sjælland.
Placeringen af Femern Bælt-forbindelsens tunnelelementfabrik i Rødbyhavn giver først og fremmest ekstra arbejdspladser til ufaglærte. Men også blandt andre faglærte elektrikere vil blive efterspurgt.
Mangel på elektrikere
Riften om elektrikere forventes at toppe i 2016 med direkte efterspørgsel på 500 faglærte elektrikere, men både i 2015 og 2017 vil der være behov for over 400 elektrikere på projektet. Næste år vil der være brug for 36 elektrikere, og når byggeriet ventes færdiggjort i 2020 anslås der at være brug for 92.
Udbuddet af elektrikere ser dog ikke ud til at kunne følge med efterspørgslen. I alt forventes det, at der vil komme til at mangle 190 faglærte elektrikere i perioden 2014-2020 på byggeriet.
Ingeniører udgør den næststørste faggruppe, der er brug for under selve Femern-Byggeriet. Den store gruppe ingeniører er en medvirkende årsag til, at en stor del af beskæftigelsen i forbindelse med byggeriet af Femern Bælt-forbindelsen forventes at foregå i region Hovedstaden.
Læs vurderingen af de beskæftigelsesmæssige konsekvenser af Femern Bælt forbindelsen på www.brhovedstadensjaelland.dk .