Søger 20 nye ansatte: Vi blev noget overraskede
Hos Kastrup Vinduet går det i øjeblikket rigtig stærkt, og derfor er virksomheden nu på udkig efter 20 nye produktionsmedarbejdere til fabrikkerne i Skive og Holstebro.
Det skriver Skive Folkeblad.
Til avisen fortæller Kastrup-direktør Jan Larsen, at der i øjeblikket er rigtig mange gode ordrer at kaste sig over, hvilket betyder at medarbejderne må arbejde over for at finde med. Konkret har Kastrup Vinduet oplevet en stigning i antallet af ordre på 20 pct. i forhold til tidligere, og det i en periode, hvor man ellers havde indstillet sig på en nedgang.
– Vi blev noget overraskede, da vi i april fik så mange ordrer. På det tidspunkt forestillede vi os, at private og virksomheder ville holde lidt igen med at bruge penge - ligesom under finanskrisen - men sådan var det heldigvis slet ikke. Tværtimod. Vi mærkede virkelig, at de hjemsendte folk ville i gang med at renovere, siger Jan Larsen.
Branchen genkender tendens
At danskerne har fået travlt med at renovere, er en tendens, man genkender i flere dele af branchen. Her oplever man således, at renoveringsdelen er begyndt at fylde mere og mere i virksomhederne end tidligere, hvor størstedelen af ordrerne gik til nybyggeri.
- Vi oplever, at det især er renoveringsdelen, der har taget fart på det sidste, sagde Jens Sørensen, der er adm. direktør i Outline Vinduer, tidligere på måneden.
Hos den nordjyske producenthar man på grund af travlhed ansat flere nye medarbejdere i år, og direktøren tror på, at væksten vil fortsætte på trods af coronakrisen.