Konsortium vil udvikle fælles koncept for sygehusbyggeri
Der kan spares milliarder, hvis Danmarks mange nye sygehuse bygges efter en fast skabelon og i fleksible moduler. Det mener bl.a. NNE Pharmaplan og konsulenthuset Valcon.
Det skyldes, at behov og teknologi konstant forandrer sig, og den løbende ombygning af hospitalerne løber op i omkring 8 mia. kroner om året.
Med dette in mente kan man frygte, at de nye supersygehuse, der er på vej rundt omkring i landet, vil være forældede, når de står færdige om ca. 10 år.
Store besparelser at hente
Hos NNE-konsortiet foreslår man i stedet at udvikle et fælles koncept for sygehusene, som opføres af fleksible moduler, der kan udskiftes og opdateres efter behov.
Ifølge Morten Nielsen, adm. direktør i NNE Pharmaplan er besparelses- og vækstpotentialet enormt, hvis de nye sygehuse bygges efter et sådant koncept:
- Når vi bygger medicinalfabrikker for Novo Nordisk, har vi bevist, at vi kan spare en fjerdedel af omkostningerne ved at bygge tre ad gangen, og vi kan samtidig skære 30 pct. af etableringstiden – fra vi starter med at bygge anlægget til det er fuldt funktionsdueligt, siger han til Børsen.
Modultankegangen har rod i den danske flåde, der for år tilbage byggede nye skibe, som på en weekend kunne omstille funktion alt efter behov.