23948sdkhjf

Bestseller sætter planer om Vesteuropas højeste tårn på pause

Planerne om at bygge Vesteuropas højeste bygning på 320 meter i den midtjyske by Brande er sat på pause.

Det oplyser virksomheden bag planen, Bestseller, ifølge erhvervsmediet Finans.dk.

- Lige nu har vi trykket pause, men vi har ikke trykket stop, hedder det i en udtalelse fra projektleder Anders Krogh til det lokale medie brande.dk.

Bestseller sendte kort før nytår en ansøgning om byggetilladelse til Ikast-Brande Kommune.

Men projektet vil først blive realiseret, når tiden er moden, lyder det fra projektlederen.

- Med indsendelse til byggetilladelse sikrer vi, at projektets hidtidige projektering ikke uddateres, men netop kan godkendes af myndighederne.

- Derved har vi et projekt, som - når tiden er moden - ligger klar til at starte op igen, siger Anders Krogh.

Projektet med højhuset, der skal ligge i en helt ny bydel i Brande, er en stor økonomisk investering for Bestseller.

- Et projekt af denne karakter vil alene på grund af den økonomiske investering det kræver, aldrig kunne tages for givet, og det kræver derfor løbende grundige overvejelser.

- Dem bruger vi nu pausen på at gå i dybden med, siger Anders Krogh.

Byrådet i Ikast-Brande Kommune vedtog i marts 2019 en lokalplan, som baner vejen for projektet.

Ud over højhuset rummer planen en ny bydel med gågade, butikker, boliger, hotel, restauranter og uddannelsesinstitution.

Bestseller er ejet af milliardæren Anders Holch Povlsen, der også er koncernens topchef.

Fakta: Her er de ti højeste bygninger i Europa

Hvis Bestseller plan om "Bestseller Tower & Village" med den 320 meter høje bygning realiseres, kan bygningen blive den højeste i Vesteuropa.

Rusland huser dog seks bygninger, der ifølge Worldatlas.com overgår Bestseller-byggeriet i højden.

Her kan du se listen over de ti højeste bygninger i Europa:
* 462 meter: Lakhta Center, Rusland.

* 405,3 meter: One Tower, Rusland.

* 373,7 meter: Federation Tower, Moskva, Rusland.

* 354,2 meter: OKO, Moskva, Rusland.

* 345 meter: Neva Towers 2, Rusland.

* 338,8 meter: Mercury City Tower, Moskva, Rusland.

* 310 meter: Varso Tower, Polen.

* 308,9 meter: Eurasia Tower, Rusland.

* 306 meter: The Shard, London, England.

* 297 meter: Capital City Moscow Tower, Rusland.

Kilde: Worldatlas.com.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079