23948sdkhjf

30 millioner til lokale projekter

En ny Realdania-kampagne sætter over de næste tre år fokus på byggeriets ildsjæle og deres arbejde for at skabe stolthed, sammenhold og livskvalitet i lokalområderne.
De findes overalt i Danmark. Ildsjælene. De tusindvis af engagerede mennesker, som hvert år lægger masser af timer i det, de brænder for. Og som er sammen om fælles projekter, der såvel i by som på land skaber både stolthed, sammenhold og livskvalitet i lokalmiljøet.

En ny Realdania-kampagne til 30 mio. kroner vil over de næste tre år sætte fokus på ildsjælenes arbejde. I dag åbner kampagnens hjemmeside, og den første indbydelse – et såkaldt ’call’ – opfordrer alle landets ildsjæle til at søge om støtte til netop deres projekt.

Projekter med stor effekt
En økologisk regnvandshave midt i storbyen. Et nyt forsamlingshus i en landsby med kun 200 indbyggere. Genanvendelse af en bevaringsværdig gård langt ude på landet.

Selv om der ofte er tale om mindre projekter, så skaber ildsjælene store forandringer rundt omkring i lokalsamfundene. Fælles for projekterne er, at ildsjælene i samarbejde med kommuner, myndigheder eller lokalt erhvervsliv skaber nye samlingssteder og i nogle tilfælde også nye indtjeningsmuligheder i form af fx kulturliv eller ny turisme.

- Frivillige ildsjæle har et enormt potentiale. De skaber liv i nye og gamle bygninger og er ofte drevet af indgående kendskab og stor kærlighed til stedet. Ildsjælene er med til at fastholde relationer og sammenhæng i lokalsamfundet. De er levende beviser på borgerengagement, og de skaber en merværdi, som langt overstiger den frivillige arbejdsindsats, de lægger i projekterne. Med enkle midler er de med til at skabe forandring og øget livskvalitet. Det er noget, vi vægter højt i Realdania – og hele baggrunden for vores ildsjæle-kampagne, siger projektleder i Realdania, Christian Andersen.

Lyst frem for pligt
Ildsjæle i det byggede miljø bliver drevet af lyst frem for pligt, og de har modet til at sætte spændende og nytænkende projekter i gang – uden nødvendigvis at være eksperter på området. Men selv om de har gode idéer, er de ikke nødvendigvis erfarne projektmagere.

Der er med andre ord behov for et sted, hvor frivillige ildsjæle og professionelle aktører som fx foreninger og kommuner kan mødes og udveksle viden og erfaringer.

Det er baggrunden for, at Realdanias 3-årige kampagne rummer en række fysiske og virtuelle netværksmuligheder, som skal sikre et stærkt netværk mellem ildsjæle, kommuner og organisationer. I løbet af efteråret 2011 bliver der bl.a. afholdt fem inspirationsmøder i udvalgte kommuner, og der vil være en årlig 'Ildsjælenes Dag', kurser, seminarer og andre læringstiltag.

Håber at inspirere andre
På hjemmesiden www.byggerietsildsjæle.dk kan ildsjæle gennem den såkaldte ’Ildsjælebørs’ indgå i netværk og dialog med andre, afprøve nye idéer, dele projekter og få input fra andre ildsjæle, og ikke mindst få støtte til projektudvikling både i form af råd fra eksperter og konkret økonomisk bistand.

Og på kampagnens Facebook-gruppe kan ildsjæle i det byggede miljø, kommuner og andre aktører udveksle viden og komme i dialog med hinanden.

- Vi håber også, at kampagnen kan inspirere andre til at slippe ildsjælene løs og tænke dem ind i udviklingen. Ildsjæle er villige til at investere masser af kræfter og hjerteblod i lokalsamfundets tjeneste – de bidrager til projekternes levedygtighed og bæredygtighed i det hele taget. Erfaringer med tidligere projekter viser, at når kommunerne og de professionelle aktører omkring ildsjælene er aktive medspillere og bidrager med råd, vejledning og generel velvilje over for projekterne, bliver vejen fra idé til færdigt resultat langt kortere, siger Christian Andersen.

Om kampagnen
Kampagnen bygger videre på analysen 'Når lysten driver værket – byggeriets ildsjæle' fra 2010. Realdania har afsat i alt 30 mio. kroner til over en tre-årig periode at støtte op mod 50 projekter og skabe formidling og netværksaktiviteter over hele landet. Dansk Bygningsarv er sekretariat for kampagnen.

Frivillighed er i vækst i Danmark, og ifølge Frivilligrådet arbejder 35 % voksne frivilligt – det svarer til omkring hver tredje dansker. I gennemsnit arbejder voksne danskere frivilligt 17 timer om måneden. Ildsjæle er mennesker, der arbejder begejstret for en sag – oftest ulønnet og på frivillig basis.

Kampagnen yder både konkret økonomisk støtte og skaber et mødested, hvor ildsjæle, foreninger og kommuner kan øge deres viden, udveksle erfaringer og styrke deres kompetencer, så der i fremtiden udvikles flere bæredygtige ildsjælsprojekter.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11