23948sdkhjf

Hovedstadens nye hospitaler forsinket med sammenlagt over 21 år

Region Hovedstadens hospitalsbyggerier er forsinkede med 261 måneder. Kun to ud af 12 byggerier følger tidsplanen

10 ud af 12 af Region Hovedstadens sygehusbyggerier er forsinkede - enkelte med tre år. Det viser en række dokumenter, som Region Hovedstaden har trukket til Radio4.

Aktuelt er 12 hospitaler i gang med at blive om- eller nybygget. Det drejer sig blandt andet om Det Nye Rigshospital, Nyt Hospital Hvidovre og Nyt Hospital Nordsjælland.

Ud af de 10 forsinkede byggerier, er alle forsinkede med et år eller mere. Dermed skal patienterne vente længere på for eksempel en-sengsstuer og fælles akutmodtagelser, der skal sikre øget patientsikkerhed og hurtigere udredning. 

En analyse fra sidste år, som Region Hovedstaden selv og Rambøll lavede, påpeger adskillige problemer med de nuværende hospitalsbygninger. Bygningernes dårlige tilstand går udover patienterne, fremgår det. 

Analysen nævner blandt andet, at ”problemer med medicinske gasser er en direkte risiko for patientsikkerheden,” og at ” utætte og stoppede afløb giver hygiejneproblemer.” Analysen peger også på direkte nedstyrtningsfare og at ” utætte og stoppede afløb giver hygiejneproblemer,” på hospitalerne, ”problemer med skimmelsvamp” og at gamle overflader på ”toiletter og i baderum udgør fare for smittespredning”. 

Patientforeningen vil have sygehusbyggerierne med i en ny sundhedsreform. 

- Regionerne har gang på gang vist, at de ikke magter opgaven. De fungerer som fem separate kongeriger, som ikke lærer af hinanden. Man skal have et ensartet system, så man ikke skal opfinde den dybe tallerken hver gang, der skal bygges nyt, og så man kan lære af hinandens fejl, siger landssekretær Niels Jørgen Langkilde til Radio4.

Ifølge flere undersøgelser ligger tilfredsheden hos patienterne i bund i netop Region Hovedstaden. I de tre ’Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser’ fra 2018 er det Region Hovedstaden, der ligger lavest af de fem regioner.

Hos Region Hovedstaden erkender Lars Gaardhøj (A), der er formand for Erhvervs- Vækst og Forskningsudvalget, at alle parter har været for tidsoptimistiske i forhold til tidsrammen for de nye hospitaler. 

Region Hovedstaden har sat 7 mia. kr. af til renovering af de nuværende hospitaler over de næste ti år. De nye hospitalsbyggerier er - inden forsinkelserne - sat til at skulle koste 20 mia. kr.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095