København får centerbyggeri på 23.000 m²
Ejendomsudvikleren Apostrof Gruppen er på vej med et nyt sundheds- og detailhandelscenter på Nørrebro. Byggeriet til op mod 300 mio. kroner er netop sendt i udbud.
Byggeriet har et samlet areal på 23.000 m², fordelt med 6.000 m² til underjordisk parkering i to niveauer og resten til sundhedshus og detailhandel.
Projektforslaget omfatter en bebyggelse med to fem-etagers bygningskroppe. De sammenkobles af en glasoverdækket passage, der går fra hjørnet af Nørrebrogade/Farumgade til parkstrøget mod vest. Ud mod parken åbner passagen sig i en stor kileform.
Bygherre på projektet er Apostrof Gruppen, men Københavns Kommune bliver lejer af det nye sundhedscenter, hvorfor opgaven er omfattet af udbudspligt.
Byggeriet ventes indledt straks i det nye år, og den samlede udgift er anslået til at udgøre 200-300 mio. kroner ex moms.
Fem aktører får mulighed for at byde på byggeriet gennem prækvalifikation, og fristen for at komme i betragtning er den 17. oktober 2011.
Læs mere under Licitationer her på Building Supply.