23948sdkhjf

Nye ungdomsboliger i gammelt patienthospital

De tomme bygninger, der tidligere var patienthotel ved Amtssygehuset i Aarhus, kan snart omdannes til 24 ungdomsboliger for byens unge. Her kan udsatte og ressourcestærke unge fremover bo i fællesskab. Halvdelen af boligerne vil således blive kollegieboliger til studerende, imens den anden halvdel skal reserveres til sårbare unge, der enten er hjemløse eller såkaldte sofasurfere. 

Det skriver Realdania i en pressemeddelelse. 

Beslutningen om at indrette et ungekollegie med plads til sårbare unge er første skridt i proces, der i de kommende år skal omdanne området omkring det nedlagte amtssygehus på Tage-Hansens Gade i Aarhus til en helt ny bydel. 

De nye ungdomsboliger bliver efter planen etableret side om side med det nye Ungdomskulturhus, som blev midlertidigt etableret på stedet allerede i maj. Med beslutningen bliver ungdomskulturhuset dermed permanentgjort på stedet, og huset vil komme til at spille en central rolle som en ramme omkring de nye fællesskaber. 

Etapevis renovering 
Projektet sættes i gang med en samlet anlægsinvestering på knap 15,4 mio. kr. Knap 9 mio. kr. går til overtagelse af grunden og ejendommen, og resten afsættes til en gennemgående renovering af bygningerne. Hertil kommer driftsudgifterne til de sociale indsatser og aktiviteter, som bliver en del af projektet. 

Den nødvendige renovering af Patienthotellet planlægges gennemført over flere etaper i takt med at tilbuddets indhold udvikles og udfoldes. Renoveringen af bygningen foregår under hensyntagen til bygningens status som bevaringsværdig.

Realdania har netop besluttet at bevilge projektet 5 mio. kr. Midlerne bidrager til at sikre den første fase af renoveringen af det socialt inkluderende ungdomsboligmiljø og målrettes derudover at samle op på erfaringerne. En del af projektet bliver nemlig at udvinde ny viden og læring om den betydning og de muligheder, som fællesskabet og sameksistensen med mere ressourcestærke jævnaldrende kan skabe for de sårbare unge. 

Et af flere forsøg med boliger til udsatte unge
- Hver tredje hjemløs er et ungt menneske mellem 18 og 29 år. En stor del af dem bokser med problemer som psykisk sygdom og misbrug. Ved at afprøve ’housing first’ i flere forskellige boligmiljøer ønsker vi i Realdania at få skabt mere viden om, hvordan man boligmæssigt bedst hjælper denne gruppe unge, siger filantropidirektør i Realdania, Nina Kovsted Helk, i pressemeddelelsen. 

Støtten til projektet i Aarhus er den første i Realdanias indsats for at skabe boliger til hjemløse, som netop er blevet offentliggjort. Indsatsen består af en række eksempelprojekter i samarbejde med kommuner, den almene boligsektor og private bygherrer.  

Aarhus’ byrådet skal onsdag tage at overgive det gamle patienthotel til Social- og Beskæftigelsesforvaltningen med det formål at etablere de nye ungdomsboliger i ejendommen.

Baggrund for ungdomsboligerne

  • Købet af det tidligere Amtssygehusets patienthotel skal ske som en del af den overordnede politiske plan for området, hvorfor de 24 boliger til unge etableres som en del af den samlede pulje for planlagte almene boliger i området.
  • En samlet udviklingsplan for Amtssygehuset forventes at falde på plads i løbet af efteråret 2019.
  • Metodeudviklingsprojektet rammesættes i en treårig periode med løbende opfølgninger og justeringer. Der udarbejdes en ramme for metodeudvikling. Kontakten og støtten til de unge kommer sammen med fællesskaber og fællesskabers betydning i fokus i projektet.
  • Projektet er en del af et landsdækkende initiativ, hvor Høje Tåstrup, Roskilde, Københavns og Aarhus Kommune sammen med Hjem til Alle Alliancen arbejder på at finde nye veje til at reducere hjemløsheden blandt unge.
  • Den nødvendige renovering af Patienthotellet planlægges gennemført over flere etaper i takt med at tilbuddets indhold udvikles og udfoldes. Renoveringen af bygningen foregår under hensyntagen til bygningens status som bevaringsværdig.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11