Cityringen får grønt lys inden åbning
Med blot fire dage til indvielsen af Københavns nye metrolinje, har Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen sikkerhedsgodkendt Cityringen.
Det skriver styrelsen i en pressemeddelelse.
Dermed er der banet vej for, at metrolinjen åbner for passagerer som planlagt søndag.
Godkendelsen dækker over alt fra de nye stationer og skakte til infrastruktur og licenser.
En manglende sikkerhedsgodkendelse har tidligere været årsag til, at Cityringen blev forsinket.
Cityringen skulle oprindelig være åbnet i december sidste år, men i 2014 udsatte man den planlagte åbning med syv måneder.
I maj meddelte metroselskabet, at byggeriet blev yderligere forsinket, da entreprenøren på byggeriet, Copenhagen Metro Team (CMT), ikke har overholdt en aftalt deadline i marts.
Det betød, at de nødvendige testkørsler ikke var nået, og sikkerhedsgodkendelsen dermed ikke kunne komme i hus.
CMT er ikke enig i metroselskabets udlægning, og skriver i en mail:
- Det er ikke korrekt, at Copenhagen Metro Team ikke har overholdt den aftalte deadline i marts 2019. Vi har overholdt vores aftaler.
- Vores arbejde med at færdiggøre stationerne har meget lidt eller slet ingen forbindelse til de afsluttende test og testkørsler, som en anden entreprenør er hovedansvarlig for. Årsagen til forsinkelsen skal således findes et andet sted, skriver CMT.
De seneste forsinkelse har betydet, at den samlede regning for Cityringen er steget med 165 mio. kr.
Cityringen, der har været undervejs siden 2009, bliver 15,5 kilometer lang og med 17 stationer. Den vil forbinde København H, Indre By, Østerbro, Nørrebro, Vesterbro og Frederiksberg.
Cityringen supplerer de nuværende to linjer og forventes at få antallet af årlige rejser med Metroen til at fordobles.
Åbningen af Cityringen søndag vil blive fejret med taler, koncerter og fri transport i København og på Frederiksberg.
Senere er det planen at udvide Metro-netværket med afstikkere til Nordhavn og Sydhavn, hvor der de seneste år er bygget mange tusinde nye boliger.
/ritzau/