23948sdkhjf

Opsvinget fortsætter: Øland med kanonregnskab

- Produktionen har det sidste år kørt non-stop, siger ventilationsvirksomhedens direktør

2018-udgaven af Øland A/S' regnskab er igen positiv læsning. Resultatet hos leverandøren af ventilationsløsninger og isoleringsprodukter voksede med cirka 7 mio. kr. til 17 mio. kr. før skat.

- Produktionen har det sidste år kørt non-stop, og særligt oplever jeg, at vores optimeringsprojekt med Dansk Industri i vores produktion i Aabenraa har været en game-changer for effektiviteten, siger Carsten Madsen, direktør i Øland, i en pressemeddelelse.

- Vi har fået flere ordre eksekveret på samme antal hænder, samtidig med at vores medarbejdere er blevet gladere. Og når vi så samtidig befinder os i et gunstigt marked, er det klart, at det har givet et kæmpe løft også i regnskabet med en meget lean produktion, fortsætter han.

Bliver systemleverandør
Carsten Madsen peger også på, at Ølands satsning på nye områder er medvirkende til den vækst, man indtil videre har set.

Med tilførslen af nye og andre kompetencer til ventilation og isolering tror han på, at væksten fortsætter gennem 2019.

- Samtidig blev 2018 for alvor året, hvor vi igangsatte planen om at gå fra en virksomhed, der sælger komponenter til at sælge systemer og løsninger. Selvom det er vigtigt hele tiden at dygtiggøre sig på sit eget felt, skal man ikke være bange for at udvide, hvor det er muligt, siger Carsten Madsen.

Nye lag ovenpå forretningen 
Ølands plan om at blive systemleverandør frem for komponentleverandør, har indtil videre taget fart i 2019, hvor virksomheden blandt andet med et opkøb har sat tempo på. Der er oprustet på faglige kompetencer og taget et spring ind på aggregatmarkedet.

- Hvis vi fortsat ønsker at vækste, er vi nødt til at ligge nye lag på vores forretning. Der er stadig flere oplagte markeder, hvor vi har væsentlig plads til forbedring. Vi har mange kunder, der efterspørger blandt andet aggregater, og den efterspørgsel skal vi naturligvis imødekomme, siger Carsten Madsen.

Samtidig arbejder man i Øland stadig på at få sat et nyt, stort it-system op, der på sigt skal sætte skub under vækst og effektivitet på de digitale processer.

L. Øland Ventilation A/S
mio. kr. 2018 2017
Bruttofortjeneste 74,66 56,15
Resultat af ordinær primær drift 17,16 10,50
Resultat før skat 17,05 10,47
Årets resultat 13,25 8,11
Balancesum 105,39 125,43
Egenkapital 66,85 53,61
Gns. antal fuldtidsansatte 119 102
Regnskabsåret blev afsluttet 31.12.2018.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094