23948sdkhjf

Bødekrav til vikargigant på metroen kan ende på over 100 millioner

Sag om vilkårene for polske metroarbejdere tegner til at blive Danmarks største om lønsnyd

Hvis en aktuel sag om underbetaling af polske metroarbejdere falder ud til fagbevægelsens fordel, så tegner det sig til at blive Danmarks suverænt største fagretslige sag med et erstatningskrav på et trecifret millionbeløb. Det skriver Fagbladet 3F.

Det er det store vikarbureau Adecco, der anklages for systematisk at have brudt overenskomstens bestemmelser om arbejds- og hviletid og overtidsbetaling på metrobyggeriet i København.

- Adecco har udnyttet deres medarbejdere ved at lade dem arbejde som en slags daglejere, hvor de bliver sendt rundt på metroens forskellige byggepladser og arbejder døgnet rundt i et vanvittigt antal timer, og vi mener ikke, de har fået den fornødne overtidsbetaling, siger faglig sekretær Silas Grage fra 3F's københavnske afdeling for bygge-, jord- og miljøarbejdere (BJMF), til Fagbladet 3F.

Arbejdsuger påmere end  91 timer
Sagen, der behandles i voldgiftsretten i disse dage, omhandler tre polske bygningsarbejdere og 3F-medlemmer, som Adecco udlejede til skiftende arbejdsgivere på metrobyggeriet i perioden 2013-2016. 

Timesedler viser, hvordan de tre vikarer har knoklet på alle tidspunkter af døgnet. En af dem har arbejdet i 34 dage i træk uden fridøgn og haft tre sammenhængende arbejdsuger med mere end 91 timer per uge. En anden arbejdede i skiftende aften- og nattevagter på op til 12 timer og endte med at være så udkørt, at han tabte et stort betonelement fra sin kran. 

I den aktuelle sag kræver 3F BJMF 1,7 millioner kroner af Adecco som erstatning for manglende overtidsbetaling til de tre medlemmer.

Men sagen kan komme op i helt anden og rekordstor liga, fordi Adecco gennem årene har sendt hele 1500 vikarer ud til metrobyggeriet. Alene 2016 havde Adecco knap 600 mand i arbejde på metroen. 

Krav kan blive på mere end 100 millioner
Faglig sekretær Silas Grage fra 3F BJMF mener, at de gentagende brud på arbejdstidsbestemmelserne og manglende overtidsbetaling gør sig gældende for samtlige 1500 vikarer, og det kan sende det samlede krav op på mere end 100 millioner kroner. 

Ifølge arbejdsmarkedseksperter vil det være den med afstand største faglige sag i Danmark. 

- Hvis overenskomsten systematisk er blevet brudt, kan beløbet hobe sig op. Et krav på over 100 millioner til Adecco vil være mere end fire gange så meget som i den hidtil største danske sag. Jeg har ikke kendskab til, at der på europæisk plan har været andre sager i det luftlag, siger lektor og arbejdsmarkedsforsker på Aalborg Universitet Bjarke Refslund, til Fagbladet 3F..

Jens Arnholtz, der er lektor ved Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier på Københavns Universitet, kalder det for en ‘kæmpe stor sag’.

- Erfaringen viser, at de helt store krav oftest bliver nedskrevet en del, men en sag om et trecifret millionbeløb vil stadig være den største faglige sag, vi nogensinde har set, siger han, til Fagbladet 3F.  

Ingen kommentarer fra Adecco og hovedentreprenør
Topchef i Adecco, Mickey Maymann, afviser over for Fagbladet 3F, at vikarbureauet har brugt reglerne i det omfang, som de anklages for af 3F. 

- Vi har begået fejl, men ikke i den kaliber. Kravet på 1,7 millioner for de tre polske medarbejdere er meget langt fra, hvad der er rimeligt, som vi ser det. 

Mickey Maymann vil endnu ikke forholde sig til, hvordan Adecco vil reagere på at blive stillet over for et trecifret millionkrav om lønsnyd 

Hovedentreprenøren på metrobyggeriet i København, Copenhagen Metro Team, har ingen kommentarer til sagen, men understreger i en mail, at de har “videreformidlet al relevant og nødvendig information, for at man kan arbejde inden for rammerne af de kontraktlige forpligtelser”.

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.142