23948sdkhjf

Kommunal erhvervspris til betonvirksomhed

Randers Kommunes Erhvervspris 2019 går til betonvirksomheden Confac A/S, der blandt andet vinder prisen for sin anderledes måde at organisere og drive virksomhed på. Prisen blev overrakt ved Borgmesterens Nytårskur i går den den 8. januar 2019. Nytårskuren er en fast tradition, hvor erhvervsliv og Randers Kommune mødes for at ønske godt nytår. Årets hovedtaler var CEO Mads Nipper fra Grundfoss og borgmester Torben Hansen.

- Årets prisvinder er en innovativ og nytænkende virksomhed, der arbejder med synlige, fælles mål og et minimum af hierarki. Virksomheden skaber resultater, der giver genlyd udover kommunegrænsen. Og den står for meget af det, som vi i Randers gerne vil forbindes med: Vedholdenhed, dygtighed, samarbejde og virkelyst, sagde borgmester Torben Hansen umiddelbart inden han afslørede vinderen af Randers Kommunes Erhvervspris 2019.

Foregangsvirksomhed
Randers Kommunes Erhvervspris bliver uddelt til en virksomhed, der i samspil med kommunen eller af egen kraft har markeret sig positivt og dermed bidrager til en positiv udvikling i og af Randers Kommune.
Det har Confac A/S gjort i særdeleshed i 2018, hvor virksomhedens produktionsareal er øget, mange nye medarbejdere er kommet til, mens omsætning og indtjening samtidig er forøget. Men det er især virksomhedens evne til at tænke anderledes, som juryen har lagt vægt på.

- Årets prisvinder har en vision om at være foregangsvirksomhed i sin branche ved at nytænke måden at organisere sig - og drive virksomhed på. Et bærende element i denne vision bygger på filosofien om, at når det går godt for virksomheden, så går det også godt for medarbejderne, sagde Torben Hansen med henvisning til, at virksomhedens ansatte er reelle medejere af Confac A/S i kraft af deres medarbejderaktier.

Løfter i flok
- Vi er meget glade for prisen og ikke mindst for baggrunden for den. Vi er fire ligeværdige i en kollektiv ledelse og 100 medarbejdere, som er medejere. Vi løfter i flok hver eneste dag, sagde direktør Frank Laursen, da han sammen med sine tre meddirektører modtog prisen.

Confac A/S leverer betonfacader til alt fra simple byggerier til unikke designfacader. Virksomheden ligger i den sydlige del af Randers og beskæftiger godt 100 medarbejdere. Desuden gør virksomheden et ekstraordinært arbejde i forhold til at støtte udsatte borgere i at finde tilbage til arbejdsmarkedet, ligesom virksomheden gerne åbner døren for studerende og dermed bidrager til uddannelsen af fremtidens arbejdskraft.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062