Caverion henter ny topchef
Carsten Sørensen (født 1972) bliver udnævnt til adm. direktør for den finskejede teknikentreprenøre Caverion Danmark per 1. januar 2019.
Det skriver selskabet i en pressemeddelelse.
Han erstatter Michael Højgaard, der har været adm. direktør siden 1. september 2017.
”Med denne ændring tager vi de næste skridt i implementeringen af vores strategi i Danmark. Den nuværende adm. direktør Michael Højgaard har gjort det godt med at starte en turnaround af den danske forretning og sætte den nye retning. Udførelsen bliver nu ledet af Carsten Sørensen. Jeg vil gerne takke Michael Højgaard for hans indsats i Caverion, og jeg vil ønske Carsten Sørensen velkommen tilbage til Caverion. Jeg ønsker ham succes i hans nye rolle, lyder det fra koncerndirektør Ari Lehtoranta i en pressemeddelelse.
Carsten Sørensen kender Caverion godt, da han var ansat i Caverion Danmark-Norge som Vice President for Industri 2015−2017.
Han kommer tilbage til Caverion fra en stilling som Group CEO hos Qubiqa A/S. Carsten Sørensen kommer til at rapportere til Ari Lehtoranta, Præsident og CEO, Caverion Group og bliver også medlem af Group Management Board.
Caverion Danmark omsætter for cirka 1 mia. kr. og er blandt Danmarks største teknikentreprenører.
Selskabet er en del af den finske Caverion-koncern.