Etape 2 af FN Byen sendes i udbud
Byggeriet af de første 31.000 m² er i fuld gang, og nu har udviklingsselskabet By & Havn netop udbudt Etape 2, der omfatter knap 20.000 m².
Byggeriet er tegnet af arkitektfirmaet 3XN og markerer startskuddet på udviklingen af Marmormolen i København.
Etape 1 omfatter 31.000 m² inkl. kælder og skal efter planen stå klar til indflytning omkring årsskiftet 2012/13. Etape 2. omfatter knap 20.000 m² og ventes færdigbygget ca. 10 måneder senere.
Orbicon igen med som rådgiver
Det er delvist statsejede By & Havn, der er bygherre på projektet, og i lighed med Etape 1 har selskabet valgt at udbyde Etape 2 som totalentreprise.
By & Havn fremhæver i forbindelse med udbuddet, at Etape 2 skal opføres som LEED-certificeret byggeri i lighed med Etape 2. Dette skal bl.a. sikres ved, at Orbicon igen involveres som totalrådgiver, og firmaet forestår således udarbejdelsen af udbudsmateriale. Totalrådgiveraftalen med Orbicon forudsættes overdraget til det vindende totalentrepriseselskab på Etape 2, oplyser By & Havn.
By & Havn forventer at give fem aktører mulighed for at byde på entreprisen via prækvalifikation, og fristen for at komme i betragtning er den 30. maj 2011.
Læs mere under Licitationer her på Building Supply.