Kunsten at balancere
Sluseholmen består af flere øer, hvor ejendomme til boliger og erhverv skyder op. For arkitekterne er det kunsten at kunne designe og tegne, så det lever op til visionerne, kravene og behovene, men også at kunne balancere alle de interesser, der er omkring projektet.
- Først udarbejder vi et skitseprojekt, som bygherre er tilfreds med. Dernæst sikrer vi os, at totalentreprenøren er glad. Kan byggeriet lade sig gøre? Derefter søger vi godkendelse hos Københavns Kommune, der forhåbentlig ser projektet som en berigelse for kommunen. Et led heri er naturligvis, at projektet falder inden for rammerne af lokalplanen, og at projektet lever op til de æstetiske krav og ønsker for området, siger Claus Gröning, indehaver af Gröning Arkitekter, der er bygningsarkitekter på cirka halvdelen af ejendommene på Sluseholmen.
A la Amsterdam
Den nye bydel er med inspiration fra Amsterdam, der er verdensberømt for sine mange kanaler og sine høje, smalle bygninger. Sluseholmen er opført som en kanalby – med kanalerne og vandet som en væsentlig del af hverdagen. Det giver en bydel med rigtig mange smalle, høje facader. På Sluseholmen er der eksempelvis kun én trappeopgang pr. facade. Det er ikke umiddelbart en konstruktion, som er verdens letteste for entreprenøren. Det resulterer nemlig i, at arkitekterne kommer med en tegning pr. facade. Og er der 20-30 facader pr. karré, skal entreprenøren forholde sig til 20-30 tegninger pr. karré. Til sammenligning vil der kun være en tegning på en traditionel Østerbrokarré.
- KPC København har som totalentreprenør på Sluseholmen forstået at jonglere alle de tegninger, der er væltet ind over dem. De har haft det forkromede overblik – trods projektets kompleksitet. Det kræver sit af entreprenøren
– og er ikke en opgave, enhver vil kunne løse. Kun, hvis man afsætter de fornødne ressourcer – de rigtige faglige kompetencer og de nødvendige arbejdstimer. Det har KPC gjort fra dag 1, og derfor har de løst den komplekse opgave så godt og vellykket, tilføjer Claus.
Sluseholmen er blot ét af Gröning Arkitekters mange, ikoniske byggerier i og omkring København i de seneste 15 år.