Boligforening udbyder højhusbyggeri
Et kombineret bolig- og erhvervsbyggeri på op mod 14.100 m² er undervejs i Aalborg. Bygherren, Himmerland Boligforening, har netop sendt projektet i udbud.
Byggeriet, der tegnes af Henning Larsen Architects, bliver op til 14 etager højt, og kommer i første omgang til at omfatte 9.600 m².
Der foreligger dog en option på at udvide projektet til 14.100 m², og bygherren oplyser, at det endelige areal vil fremgå af udbudsmaterialet. Byggeriet ventes indledt den 1. december 2011 og skal efter planen stå færdigt i begyndelsen af juni 2013.
Udbydes som seks fagentrepriser
Den primære del af bebyggelsen skal indrettes til ungdomsboliger, men herudover er det planen, at Himmerland Boligforenings administration rykker ind i stueetagen.
Byggearbejdet udbydes i seks fagentrepriser, der omfatter henholdsvis råhus, lukning, komplettering, vvs, el samt malerarbejde.
Det er planen at prækvalificere fem firmaer til hver af de seks fagentrepriser, som alle tildeles efter kriteriet laveste pris. Fristen for at komme i betragtning er den 16. maj 2011.
Læs mere under Licitationer her på Building Supply.