23948sdkhjf

TOP 10: Jysk entreprenør transformerer en hel ø

Læs om projektet og få overblikket over de 10 største igangsatte byggerier i juli

Den mere end 120 år gamle militærperle, Middelgrundsfortet i Øresund, skal fra næste år være nyt samlingspunkt for unge fra hele landet. Og entreprenørvirksomheden Jorton er tildelt opgaven med at gøre spejderbevægelsens idé til virkelighed.

Den jyske entreprenør har været involveret i projektet længe, men kontrakten på selve hovedentreprisen blev indgået i starten af juli. Underskrivelsen foregik på en tømmerflåde ude i Øresund. For at markere, at det er den største kunstige ikke-landfaste ø i verden, som nu omdannes til nye formål.

- Det er en sag med indbyggede udfordringer, men sådan er det med alle byggerier i den størrelse. Vi skal jo heller ikke overkomplicere det, da vi før har arbejdet med store renoveringer af fredede bygninger, sagde afdelingschef Lars Bjørn Knudsen fra Jorton Øst, da Licitationens magasin Arkbyg besøgte Middelgrundsfortet tilbage i februar.

Særligt logistikken bliver en udfordring. Alt udstyr og personale skal sejles frem og tilbage, og ”har man glemt skruetrækkeren på land, ja, så er der altså ikke noget at gøre ved det”, som Lars Bjørn Knudsen formulerer det.

300 tons affald og skrot
Forud for byggestarten er gået et omfattende forarbejde. Siden Middelgrundsfonden overtog fortet i 2015, har frivillige brugt tusindvis af timer på at gøre øen klar til renovering. Blandt andet har det været nødvendigt at pille 25 tons stålrør ned fra lofterne. I alt er mere end 300 tons affald og skrot fjernet fra øen.

Arealet inden for bølgebryderen er 70.000 kvadratmeter, hvoraf selve fortøen udgør cirka 40.000 kvadratmeter. Den indrettes nu med blandt andet shelters, udekøkkener, svævebaner og amfiteater, mens der på det gamle militærfort etableres værelser, toiletter, køkken, vandforsyning, elektricitet, internet og meget mere.

Hos Jorton glæder Lars Bjørn Knudsen over den unikke mulighed for at bygge bro mellem fortid, nutid og fremtid. Som hovedentreprenør skal Jorton blandt andet renovere fortets gamle egetræsvinduer, etablere flugtvejstrapper i ni meter dybe udgravninger og installere ny el, vvs og ventilation.

- Det bliver et stort arbejde at skulle gøre fortet klar til de kommende gæster, da det jo fra starten ikke er designet til at invitere folk ind, men derimod at holde folk ude. Men takket være det store forarbejde, vi hver især har gjort, så skal vi nok nå i mål, siger Lars Bjørn Knudsen.

Omdannelsen af Middelgrundsfortet løber op i 120 mio. kroner, som er doneret af Nordea Fonden. Rådgivere på projektet er Bertelsen og Scheving Arkitekter, Cowi og Niras.

I foråret 2019 vil det mere end 120 år gamle militære søfort blive genindviet som ungdomsø.

 

Artiklen er en del af temaet De største byggerier.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.146