23948sdkhjf

Husfabrikken: Konkursbo opretholder driften

Godt halvdelen af de ansatte hos den konkursramte modulbygger arbejder videre for at afslutte igangværende byggeri

Det er to uger siden, at Husfabrikken A/S blev erklæret konkurs ved Skifteretten i Odense. Men der er fortsat aktivitet i den tidligere vinduesfabrik på Glasvænget i Vissenbjerg.

Konkursboet, som administreres af kurator Tue Lundkvist fra Ajour Advokater, har ansat omkring halvdelen af de godt 20 medarbejdere og arbejder netop nu på at afslutte en igangværende entreprise på Nyborgvej i Odense.

- Bygherre har naturligvis en stor interesse i at få byggeriet færdiggjort, så det har vi indgået en aftale om. I den forbindelse kører vi drift i konkursboet frem til midten af juli og har en række af de tidligere medarbejdere til at udføre arbejdet for os, fortæller Tue Lundkvist til Licitationen – Byggeriets Dagblad.

Sideløbende arbejder han på at indkræve et tilgodehavende i Oslo, hvor Husfabrikken har været i gang med at opføre et hus.

- Der er uenighed med bygherren om, hvorvidt byggeriet er tilstrækkeligt færdiggjort til, at man vil slippe betalingen, eller om der skal yderligere arbejde til, før vi kan få restbetalingen, siger Tue Lundkvist.

Beskeden værdi i boet
Han oplyser, at boet har omkring halvanden million kroner til gode hos den norske bygherre.

Og da boet derudover ikke indeholder aktiver af nævneværdig værdi, er udfaldet af afgørende betydning for, om kreditorerne – finansieringspartnere og leverandører – får noget af deres tab dækket:

- Det meste af det, der har en reel værdi derude, er enten leaset eller lejet, så der er ikke ret meget at hente. Hvis vores tilgodehavende i Norge kommer i kassen mere eller mindre fuldt ud, så vil der være udsigt til en eller anden form for dividende. Men jeg tænker ikke, at det bliver over 10 pct, siger Tue Lundkvist.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094