Nyt arkitektonisk vartegn til Roskilde Festival
En svensk og en norsk arkitektstuderende med base i Berlin har vundet konkurrencen om at designe et nyt opholdssted og vartegn til Roskilde Festival 2011.
Interessen har været massiv med i alt 67 meget forskellige og inspirerende forslag fra arkitekter, kunstnere og studerende fra hele verden – fra Danmark til Columbia.
Juryen har enstemmigt valgt vinderprojektet, som er skabt af to arkitektstuderende, Victor Serrander (Stockholm) og Anders Grivi Norman (Oslo), der i 2010 etablerede arkitektvirksomheden Re-Make/Re-Model i Berlin:
- Vinderprojektet demonstrerer en stor forståelse for Roskilde Festivalens publikum og skaber en fremragende platform for kreativitet, interaktion, afslapning og fest på festivalen. Konstruktionen vil bestemt blive et letgenkendeligt, ikonisk mødested på Roskilde Festival 2011 med dens oplyste monumentale og dynamiske karakter, siger Esben Danielsen, der er udviklingschef i Roskilde Festival og medlem af juryen.
Fleksibilitet og brugerinddragelse
Vinderforslaget består af to store trappeformationer, som vender front mod hinanden. Fra trapperne er der udsigt over festivalen og Orange Scene.
Konstruktionen er fyldt med ’aktivitets-bokse’, som inviterer musikere, kunstnere og festivalgæster til at bidrage til Roskilde Festivals Culture Zone. Vinderforslaget skal bl.a. opføres i genanvendeligt krydsfiner og stillads.
Victor Serrander og Anders Grivi Norman er begge erfarne Roskilde Festival-gæster, og det er netop derfor, de har valgt at fokusere på fleksibilitet og brugerinddragelse i deres forslag:
- ’Why don’t we do it on the stairs?’ sigter mod at blive et sted, som kan blive alt, hvad festivalgæsterne vil have, det skal være. Et sted som kan bruges til alt fra filmfremvisninger og debatter til et sted, hvor man kan danse og kysse. Vi glæder os til sommer, siger Anders Grivi Norman.
Vinderforslaget og andre udvalgte projekter vil indgå i en udstilling i Dansk Arkitektur Center fra 7. maj 2011.