Bornholmsk byggefirma drejer nøglen
Efter otte år som ejer af Bechs Byg i Svaneke må bygmester Jørn Bech opgive at føre virksomheden videre. Med konkursen mister seks ansatte deres arbejde.
Indehaveren gennem otte år, Jørn Bech, startede selv i firmaet som lærling, og både han og de seks ansatte står nu uden arbejde:
- Det er mig meget imod at lukke en virksomhed i Svaneke, men igennem flere år har vi ikke tjent penge nok. Vi var ved at ane lys i horisonten, men så fik vi et stort erstatningskrav, fortæller han til Bornholms Tidende.
Bygningerne vil nu blive sat til salg, og Jørn Bech oplyser, at han ikke selv vil forsøge at rekonstruere firmaet.