200 medarbejdere får ny direktør
- Der er travlt i byggesektoren i øjeblikket, og vi forventer ikke, at aktivitetsniveauet har toppet endnu. Det er særligt i en periode som denne, at der er behov for styring, hvis vi skal formå at øge både top- og bundlinje.
Det siger bestyrelsesformand Mikael Vest om baggrunden for, at TL Byg A/S har ansat Peter Boltau som ny administrerende direktør.
Den 48-årige civilingeniør kommer til TL Byg efter knap fire år hos cementgiganten Aalborg Portland og en stilling som direktør for Supply Chain Management. CV’et tæller endvidere ledende stillinger i virksomheder som Nyfors, PWC, MAN Diesel og Martin.
Nuværende ledelse fortsætter
Direktionen i TL Byg består i dag af tre ligestillede direktører, henholdsvis David Krogh Madsen, Morten Buus og Jens Nielsen. De fortsætter alle tre som en del af ledelsesteamet med reference til Peter Boltau:
- Vores tre nuværende direktører fortsætter stort set med deres samme respektive ansvarsområder, og så skal Peter Boltau samle trådene som overordnet chef. Han har et indgående kendskab til både branchen og til ledelse og har nogle flotte resultater med i bagagen, siger Mikael Vest.
Ifølge Mikael Vest er det en enig bestyrelse og direktørgruppe, der har vedtaget ledelsesændringen.
- TL Byg rummer et stort potentiale, og det skal Peter Boltau nu være med til at indfri, siger bestyrelsesformanden.
Går ydmygt til opgaven
Peter Boltau kommer til en virksomhed, som er vokset med mere end 50 procent de seneste år, og som i dag beskæftiger godt 200 faste medarbejdere. Dog har TL Byg samtidig oplevet markante udsving i indtjeningen fra år til år – senest med et fald i resultatet før skat fra 14,5 mio. kroner i 2015/16 til 2,7 mio. kroner i 2016/17.
Den udvikling skal Peter Boltau være med til at stabilisere og bygge videre på, når han den 1. juni tiltræder hos TL Byg, som han selv beskriver som en dygtig og solid entreprenørvirksomhed med et godt omdømme.
- Jeg har derfor stor respekt for den kultur og de værdier, der ligger til grund, og jeg vil gå ydmygt til rollen som ny administrerende direktør og vil understøtte det, TL Byg er gode til, og forhåbentlig være med til at løfte nogle af de steder, hvor vi kan blive bedre, siger Peter Boltau.
TL Byg arbejder i øjeblikket med sin hidtil største opgave – som totalentreprenør på byggeriet af et 30.000 kvadratmeter stort psykiatribyggeri i tilknytning til det nye sygehus i Aalborg.