Tre teams dyster om havnebad på Bornholm
I samarbejde med Realdania og Lokale- & Anlægsfonden har Bornholms Regionskommune udskrevet en indbudt konkurrence om et nyt havnebad i Hasle by.
Forslaget skal som minimum omfatte et lukket børnebassin med lav vanddybde, et voksenbassin, faciliteter og installationer som tilgodeser mulighed for vandleg, et udkigstårn samt en opholdszone til udendørs samvær og afslapning.
Havnebadet forventes etableret i 2011, og Bornholms Regionskommune har valgt at indbyde tre tegnestuer til at deltage i konkurrencen:
• White Arkitekter, København
• Force4 Architects, København
• Steenbergs Tegnestue, Bornholm
Mulighedernes Land
Projektet indgår som et demonstrationsprojekt i ”Mulighedernes Land”, der er et 5-årigt partnerskabsprojekt mellem Realdania, Lolland og Thisted Kommuner samt Bornholms Regionskommune.
Havnebadet er samtidig en del af en større helhedsplan, der har som mål at udvikle hele havnen i Hasle til et aktivt byområde, der kan forbindes med byens gamle centrum og byens største turistattraktion; Hasle Røgeri.
For Realdania skal projektet være med til at demonstrere, hvordan andre små byer kan udnytte og omdanne øde og nedslidte havnearealer til glæde for beboere og turister:
- Havnebadet i Hasle er et fornemt eksempel på, hvordan man kan skabe større livskvalitet i et lokalområde ved at bygge på de muligheder, der allerede er for fysisk aktivitet og samvær. Det bliver spændende at se, hvordan projektet konkret kan udformes, siger projektleder Karen Skou.