Danske arkitekter vinder prestigeprojekt i Nigeria
Henning Larsen Architects skal tegne et nyt konferencecenter i den sydøstlige del af Nigeria. Konkurrencen blev vundet foran fire internationale arkitektfirmaer.
Cross River States guvernør, Liyel Imoke, har en stærk vision for fremtiden. Vi besøgte byen mellem jul og nytår, og vi ser frem til et tæt samarbejde med lokale partnere. Det er vores opgave at realisere det projekt, der kan skabe en international profil for Calabar, fortæller arkitekt Ulrik Raysse, der er associeret partner hos Henning Larsen.
Nigeria er Afrikas folkerigeste stat og én af kontinentets hurtigst voksende økonomier. Calabar er allerede i dag vært for mange konferencer og ønsker med et nyt konferencecenter at kunne tiltrække flere internationale møder og turister.
Arkitektur er også samfundsudvikling
Calabar International Conference Center bliver multi-funktionelt og fleksibelt, så indbyggere samtidig får et nyt kulturcenter, der kan være rammen om koncerter, filmfestivaler, udstillinger og lignende.
Bygningen kommer til at bestå af fire sammenhængende, skulpturelle volumener. Den bliver opført på en bakke og har en panoramisk udsigt fra foyeren. Placeringen midt på bakken skaber til den ene side et naturligt amfiteater med plads op til 9.000 mennesker. På den anden side har man et spektakulært blik ud over floddeltaet:
- Nigeria er inde i en rivende udvikling, og at man som arkitekt bliver inviteret til at bidrage til denne udvikling er en forpligtelse til at gøre arkitekturen til mere end et spørgsmål om geometri. Arkitektur er også samfundsudvikling, forklarer international designdirektør og partner, Louis Becker.
Henning Larsen Architects har designet flere kultur- og konferencecentre og også tidligere arbejdet i Afrika. I 1992 stod Nation Center i den kenyanske hovedstad, Nairobi, færdigt.