23948sdkhjf

Dansk Byggeri: Vi kæmper videre i 2011

Adm. direktør Lars Storr-Hansen ser tilbage på 2010 og skitserer samtidig nogle af de udfordringer, der venter i det nye år.
Af Lars Storr-Hansen, adm. direktør i Dansk Byggeri

2010 blev ikke det sjoveste år. Antallet af konkurser i byggebranchen nåede nye højder, og der er stadig intet opsving i sigte - hverken i beskæftigelse eller aktivitet.

Set i bakspejlet er der dog alligevel mange begivenheder, vi kan se tilbage på med vished om, at vores fælles anstrengelser har været med til at gøre en forskel.

Det nye grænseløse arbejdsmarked
Årets første måneder var præget af overenskomstforhandlingerne, hvor der knyttede sig en del interesse til bygge- og anlægssektorens resultater i forhold udfordringen fra udenlandske virksomheder og medarbejdere.

I bakspejlet kan vi se, at vi gennem fornuftige aftaler med fagforbundene nåede langt med tilpasningen af "det nye grænseløse arbejdsmarked" med udenlandske aktører.

Vi må dog også konstatere, at det fortsat halter meget ude på villavejene, og det slagsmål handler om fair konkurrence.

Kommunal outsourcing vil være en gevinst
En anden stor overskrift for Dansk Byggeri har været kommunerne. Først og fremmest har vi med flere analyser vist, at kommunerne kan gøre det meget bedre. Der er store gevinster ved at flytte opgaverne over i privat regi, så de bliver løst af de virksomheder, der kan gøre det bedst og billigst.

Det gavner kommunerne, som har en presset økonomi, og det gavner samtidig beskæftigelsen i de private virksomheder. Dansk Byggeri så helst, at de kommunale vej- og parkafdelinger helt blev nedlagt, og jeg tror på, at den lovede udbudspligt vil bringe os et skridt nærmere det mål.

I 2010 fik Dansk Byggeri også dokumenteret, at kommunerne forsømmer vedligeholdelsen af deres bygninger. Hvis det fortsætter i samme spor, vil værdien af de kommunale bygninger falde med næsten 100 mia. kroner i løbet af de næste 20 år.

Det berettiger os selvfølgelig til at stille spørgsmålet, hvorvidt der måske er andre, der er bedre egnet til at eje og vedligeholde de kommunale bygninger.

Forslag fik politisk opbakning
Også den kommunale byggesagsbehandling ser ud til at gå nye tider i møde som følge af analyser og deraf følgende pres fra Dansk Byggeri.

Vi fik vist, at byggesagsbehandlingen mange steder trækker i langdrag og bliver en klods om benet på byggevirksomhederne. På den baggrund ser vi så nu, at vores forslag om at samle byggesagsbehandlingen i nogle få, lokale centre får opbakning på Christiansborg.

Alt tyder på, at den tekniske byggesagsbehandling bliver samlet i fem centre, og vi glæder os til at diskutere tilrettelæggelsen mere detaljeret i 2011, såsom hvor de fem centre skal ligge, og hvad deres opgaver præcist skal være.

Banken blev en modspiller
Som krisen er skredet frem har vi også været vidne til, at bankerne i et vist omfang er blevet en modstander mere end en medspiller.

Gode sunde virksomheder med fornuftige projekter på bedding har ikke kunne opnå finansiering, og det har været baggrunden for, at vi har foreslået at få pensionskasserne på banen med risikovillig kapital.

Det ser nu også ud til at ske, og vi har fået vores forslag om udstedelse af erhvervsobligationer for små og mellemstore virksomheder med i den pakke, som regeringen har fremlagt.

Slagsmål om affaldsordninger
I tilbageblikket hører også, at vi efter reelt flere års pres omsider har fået myndighederne til at bevæge sig i den rigtige retning på affaldsområdet.

Kort før jul valgte miljøministeren at ændre tvangsgebyrsystemet til et tilmeldesystem, som tager hensyn til, at der er mange virksomheder, der ikke benytter de kommunale genbrugspladser men har aftaler med godkendte private affaldsvirksomheder.

Det imødekom Dansk Byggeris forslag. Desværre har de radikale i 11. time valgt at trække deres støtte til tilmeldeordningen for 2011 tilbage, så den først træder i kraft i 2012. Dansk Byggeri arbejder derfor for en ubureaukratisk standard for framelding. Forløbet viser, hvor meget kommunerne kæmper for affaldet.

Nye kampe i 2011
Og der er mange flere kampe til det nye år. Lad mig nævne et par stykker:

For det første nåede vi ikke at få de danske politikere med på at gøre vores svenske nabo kunsten efter ved at indføre et grønt byggefradrag, som kunne motivere danskerne til at energirenovere deres boliger.

For det andet har vi også til gode at få søsat en national handlingsplan for det forfaldne, og miljømæssigt problematiske danske kloaknet, som skal bringes i stand til at håndtere de stadigt mere intense mængder af nedbør, som vi oplever. Det håber vi at få gjort noget ved i det nye år.

Vi kæmper med andre ord videre i 2011!
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078