Gladsaxe jævner boligkvarter med jorden
Efter flere års sagsbehandling er der nu givet grønt lys til at nedrive 123 rækkehuse, som skal erstattes af 114 nye lejeboliger og et fælleshus.
Socialministeriet og Gladsaxe Kommune har netop givet de nødvendige tilsagn til den lokalplan, der baner vej for det nye boligprojekt:
- Med de nye huse får lejerne nogle moderne og tidssvarende boliger, beboernes varmeudgifter falder drastisk og samtidig er det endnu et tiltag for at nedbringe den samlede CO2-udledning i Gladsaxe, siger borgmester Karin Søjberg Holst ifølge Nyhedsmagasinet Danske Kommuner.
Sparer 230 tons CO2 om året
Det eksisterende murstensbyggeri fra 1955 døjer bl.a. med skimmelsvamp, og det lokale boligselskab GAB har vurderet, at boligerne er i så dårlig stand, at det både vil være bedre og billigere at bygge nyt frem for at renovere.
Det er både beboere, kommune og ministerium altså enige i, og derfor vil der nu i stedet blive opført boliger efter de nyeste energibestemmelser. Det sikrer samtidig en årlig CO2-besparelse på 230 tons.
De nye boliger ventes klar til indflytning senest i sommeren 2014, og områdets beboere vil i mellemtiden få midlertidige boliger stillet til rådighed.