23948sdkhjf

Regner med Storstrøms-underskrift i dag

Korruptionssag i Italien har ikke betydning for, at italienske firmaer kan skrive under på kontrakt om Storstrømsbroen, siger anlægschef i Vejdirektoratet

Det bliver business as usual, når italienske firmaer, der er ramt af korruptionsskandale i hjemlandet, skal skrive under på at bygge den nye Storstrømsbro, skriver Fagbladet 3F.

Det forklarer anlægschef i Vejdirektoratet Erik Stoklund Larsen.

Han fortæller, at repræsentanter for de italienske firmaer er kommet til København, hvor de i dag regner med at skriver under på at bygge Storstrømsbroen for 2,1 milliarder kroner.

- Så samler vi holdet, og så er det vores direktør og mig, der skriver under, når vi har fået bekræftet, at italienerne er underskriftberettigede, siger Erik Stoklund Larsen.

Fagbladet 3F afslørede mandag, at to af de tre italienske firmaer i konsortiet, der har vundet opgaven med at opføre Storstrømsbroen, er ramt af en igangværende korruptionssag i Venedig, hvor de skal forsvare sig i retten.

Sagen har fået både Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet til at kræve, at der bliver trukket i håndbremsen, så sagen kan undersøges til bunds, inden der indgås endelig kontrakt med det italienske konsortium.

De vil udspørge transportministeren om sagen på et hastesamråd i Folketinget i dag.

Ifølge anlægschef Erik Stoklund Larsen får korruptionssagen i Italien ingen betydning, når Vejdirektoratet i dag skal mødes med italienerne for at underskrive kontrakten om Storstrømsbroen.

- Vi har berammet dagen i dag til det. Det er ikke så vigtigt for os, om det bliver efter samrådet. Det kan også blive i aften eller i morgen. Politikerne skal føle sig godt orienteret.

- De nye oplysninger har ikke nogen betydning for, at de vinder kontrakten og kan skrive under på den, siger han.

Socialdemokraternes Mattias Tesfaye vil vide sig sikker på, at Vejdirektoratet og Transportministeriet har overblik over situationen, før der skal skrives under på Storstrøms-kontrakten.

- Så må italienerne tage en tur i Tivoli, mens vi finder ud af, hvad der er op og ned i sagen. Vi skal ikke lade os presse til at skrive under på noget, der koster 2,1 milliarder kroner, før vi har overblikket over, hvad det handler om – uanset om nogle italienere har taget flyveren til Danmark eller ej.

- Hvis der ikke er noget, der juridisk forhindrer Vejdirektoratet i at udskyde underskriften af kontrakten i et par uger, så synes jeg bestemt, vi lige skal trække vejret, før vi binder den danske stat til et projekt til 2,1 milliarder kroner.

Kilde: Fagbladet 3F

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094