Klumme: Korrosion af murbindere er en skjult risiko
Er der fare for nedstyrtning af din skalmur? Frank Fontenay og Brian Kofoed fra Force Technology sætter fokus på risikoen for korrosion i trådbindere.
Helt frem til midten af 1980´erne har man næsten udelukkende brugt murbindere (trådbindere) af varmforzinket (galvaniseret) stål til forankring af skalmure.
Afhængigt af fugtpåvirkningen, mørtelen og murbindernes alder kan binderne have mere eller mindre fremskredne korrosionsangreb.
I nogle tilfælde er binderne så tærede, at der er risiko for nedstyrtning af skalmuren, for eksempel i forbindelse med kraftig blæst.
Materialer til trådbindere
Gennem tiden har man anvendt forskellige materialer til trådbinderne, og de mest almindelige materialer er varmforzinket stål, rustfrit stål og tinbronze. I mere sjældne tilfælde har man anvendt trådbindere af messing.
Trådbindere af varmforzinket stål eller messing kan korrodere forholdsvis hurtigt, hvis der er høj fugtpåvirkning eller tilsat accelerator i fugemørtlen. Dermed er der risiko for nedstyrtning af ældre skalmure med disse bindere.
Korrosionshastighed
Korrosionshastigheden kan variere meget for bindere forskellige steder på muren og er størst, hvor der kan trænge vand ind i murværket. Erfaringsmæssigt blæser det oftest fra vest, og nordsiden får ingen sol. Derfor er korrosionshastigheden ofte højest på nord- og vestvendte mure.
Vi har set typiske eksempler på denne variation af korrosionsangreb i undersøgelser, som vi har udført for en boligforening. Boligkomplekset er bygget omkring 1966, og man har i samme boligblok fundet både gennemtærede og næsten intakte varmgalvaniserede bindere. Derfor skal der udføres renovering i boligkomplekset.
Da korrosionshastigheden kan være meget høj og ikke kan forudsiges, har man i dag krav om, at der anvendes korrosionsbestandige bindere.
Korrosionsbestandige eller korrosionsfaste trådbindere fremstilles af tinbronze eller af rustfrit stål, der har god bestandighed i murværket. Der kan forekomme en meget begrænset overfladisk korrosion, men den er uden betydning for styrken, og levetiden for binderne vil være meget lang.
Hvor er der størst risiko for alvorlige skader?
I en-etages bygninger kan der godt være korrosionsproblemer, men da en nedstyrtning vil have begrænsede konsekvenser, er der normalt ikke grund til at foretage nærmere undersøgelser.
Hvis der er tale om ældre byggeri med massivt murværk eller skalmure med faste bindere (mursten), er der ingen murbindere og dermed ingen grund til nærmere undersøgelse.
Murværksnormen har siden 1969 foreskrevet korrosionsbestandige trådbindere i byggeri med tre eller flere etager, og nærmere undersøgelse er normalt ikke påkrævet.
Siden 1984 har der i murværksnormen været krav om anvendelse af korrosionsbestandige trådbindere i alle ydermure, og i byggeri fra perioden efter 1984 skulle der derfor heller ikke være grund til nærmere undersøgelser, såfremt reglerne er overholdt.
Hvordan kortlægger man risikoen for svigt?
Hvis et byggeri kan være i risikogruppen for nedstyrtning ud fra alder og højde, er der god grund til at foretage en nærmere undersøgelse. Det kunne for eksempel være en tre-etages bygning fra 1975.
Først og fremmest bør man tjekke, om det korrekte antal bindere er benyttet. Dette kan ofte gøres ved brug af ikke-destruktive målemetoder. Dernæst, når binderne er lokaliseret, skal et passende antal bindere udtages til analyse for at fastslå, om der er tale om korrosionsbestandige bindere.
Hvis binderne er korrosionsbestandige (rustfrit stål eller tinbronze), er der ingen risiko for nedstyrtning og yderligere undersøgelse er overflødig. Hvis der er tale om bindere af varmforzinket stål eller messing, må man foretage en nærmere undersøgelse ved at frithugge og udtage bindere til undersøgelse.
Binderne udtages så skånsomt, som det er muligt, hvorefter bindernes tilstand vurderes efter fjernelse af mørtelrester mv. Er tilstanden ringe, kan det være nødvendigt at eftermontere nye trådbindere.
Kilde: Force Technology
