Pihl vinder renoveringsopgave i Holbæk
Boligselskabet Lejerbo har netop udpeget E. Pihl & Søn til at varetage renoveringen af 280 lejligheder. Hovedentreprisen til 90,6 mio. kroner er vundet i licitation.
Boligernes facader skal derfor efterisoleres, og lejlighederne får desuden nye vinduer, døre og altaner med glasinddækning.
Genhuses i midlertidig pavillonby
Indvendigt skal Pihl renovere badeværelser, vvs- og elinstallationer, ventilationsanlæg og elevatorer. Desuden skal gavllejlighederne behandles for skimmelsvamp:
- Vi glæder os til udføre opgaven i samarbejde med Lejerbo og projektets øvrige parter. Pihl har mange års erfaring med store boligrenoveringsprojekter, fx Farum Midtpunkt og Lundegården i Ballerup, og vores medarbejdere er derfor godt forberedte til at gennemføre opgaven i Holbæk, siger projektdirektør Per Semmling.
Langt de fleste boligrenoveringer sker, mens beboerne bor i lejlighederne, men ved skimmelsvamprenovering er man nødt til at genhuse beboerne. De berørte beboere bliver derfor genhuset i en midlertidig pavillonby, der opføres i bebyggelsen.
Stigende efterspørgsel på energirenoveringer
Ifølge Per Semmling mærker Pihl generelt, at bygherrer på både store og små renoveringer i stigende grad vælger løsninger, der giver en bedre energiøkonomi.
Efterspørgslen på denne type renovering kommer fra både private og almennyttige boligselskaber, andelsboligforeninger m.fl., der ønsker at fremtidssikre deres boliger:
- Det giver god mening at overveje energiforbedringer, når man alligevel skal i gang med en omfattende renovering, siger projektdirektøren og tilføjer, at projekterne ofte er tjent ind i løbet af kort tid.
Udover Pihl er bl.a. Vilhelm Lauritzen, Eibye & Holmsgaard, Peter Holst Arkitektur & Landskab samt Kullegaard Arkitekter involveret i projektet i Holbæk.