23948sdkhjf

Kontrakten er underskrevet: K.G. Hansen & Sønner skal udvide lufthavn

Billund Lufthavn udvider med et 6.500 kvm stort multihus, og K.G. Hansen & Sønner A/S er valgt som totalentreprenør på opgaven.

Kontrakten er underskrevet, og entreprenøren går nu i gang med at projektere byggeriet. Byggestart ventes til maj 2018.

- Vi glæder os rigtig meget til at samarbejde med K.G. Hansen om opførelsen af multihuset. Deres tilbud var samlet set bedst på pris, kvalitet, organisation og proces, så vi er meget trygge ved det kommende samarbejde, siger lufthavnsdirektør Kjeld Zacho Jørgensen i en pressemeddelelse.

Her fremgår det, at K.G. Hansen & Sønner vinder foran fire andre totalentreprenører, at prisen for huset kommer til at ligge på omkring 140 mio. kroner, og at huset ventes færdigt i efteråret 2019.

Måske andre projekter på vej
Baggrunden for udvidelsen er flere rejsende, som betyder, at lufthavnen først og fremmest får behov for mere plads til passagererne.

Derfor skal multihuset rumme både passagerfaciliteter samt en række kontorer og lagerfaciliteter, som flyttes over i det nye multihus for at skabe bedre plads i terminalen.

- Med succes følger ansvaret for at få udvidet kapaciteten i tide, og det har vi drøftet nøje i bestyrelsen. Multihuset er det første og nok også det største af en række udviklingsprojekter, som bliver realiseret i de kommende år, siger bestyrelsesformand for lufthavnen Clas Nylandsted Andersen.

Huset bliver i fire etager som den nuværende terminalbygning, og der bliver niveaufri adgang mellem de to bygninger, når de er bygget sammen.

- Vi fastholder arkitekturen og udtrykket fra den nuværende terminalbygning, så den samlede bygning fortsat fremstår som en helhed, selv om der sker etapevise udvidelser, siger Kjeld Zacho Jørgensen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096