23948sdkhjf

Enemærke & Petersen-projekt hædret med pris

Vellykket samarbejde mellem Al2bolig, Enemærke & Petersen og Jobcenter Aarhus fik 24 unge i beskæftigelse på boligrenovering.

Beskæftigelsesprojektet ”JobFirst” blev i sidste uge kåret som årets bedste boligsociale projekt ved Almene Boligdage, som i år blev afholdt i Aarhus.

Projektet, som Enemærke & Petersen, Al2bolig og Jobcenter Aarhus står bag, skabte fuldtidsarbejde til 24 unge arbejdsløse beboere i forbindelse med renoveringen af Langkærparken i Aarhus.

De unge var således med til at renovere boligerne i deres eget kvarter, og af de 24 er 13 i dag i arbejde eller i gang med en håndværksuddannelse.

- Der er med JobFirst udviklet en metode til at hjælpe unge ind på arbejdsmarkedet, som også fremover bruges i samarbejdet med lokale virksomheder. Det kræver fortsat et tæt samarbejde mellem den boligsociale indsats, Jobcenteret og de involverede virksomheder, siger Jan Houborg Andersen, der er boligsocial leder i Langkærparken.

De unge fik gennem deres daglige gang på byggepladsen smag for håndværksfagene. De startede typisk som pladsmænd og avancerede til andre stillinger. Flere af de unge valgte efter noget tid at begynde på en uddannelse og andre skiftede til helt andre erhverv.

- Der er i forbindelse med renoveringer en arbejdsplads lige udenfor husdøren. Vi spilder en oplagt chance, hvis ikke vi benytter os af dette til at hjælpe de unge som er faldet udenfor uddannelse og arbejdsmarkedet. De unge har grebet muligheden og det er i realiteten dem, som fortjener prisen, siger Jan Houborg Andersen.

Beskæftigelsen af de unge på byggepladsen har haft en positiv indflydelse på området. Mængden af hærværk i Langkærparken er faldet til knap en fjerdedel i renoveringsperioden, og Enemærke & Petersen har hverken oplevet indbrud eller byggepladstyverier undervejs.

- Prisen sætter jo spot på, hvor stor en social forskel, vi kan gøre i et udsat boligområde. Når offentlige bygherrer, jobcentret og entreprenøren sætter sig sammen, kan vi udnytte en renovering til langt mere end kun at forbedre de fysiske rammer, siger projektleder Palle Glæsborg Nielsen fra Enemærke & Petersen.

JobFirst-indsatsen fortsætter fra det nyåbnede Væksthus i Langkærparken.

Artiklen er en del af temaet CSR.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094