23948sdkhjf

Efter store budgetskred: Regeringen fyrer direktør

Transport-, Bygnings- og Boligministeriet flytter styringen af igangværende projekter fra Bygningsstyrelsen til Vejdirektoratet. Og samtidig er direktør, Gyrithe Saltorp, fratrådt sin stilling

Byggeledelsen i Bygningsstyrelsen får en hård medfart i en netop udgivet rapport fra konsulentfirmaet Ernst & Young, der har gransket byggeprojektet Niels Bohr Bygningen.

Konklusionerne i rapporten betyder, at Gyrithe Saltorp fratræder som adm. direktør for Bygningsstyrelsen. Og samtidig flyttes projektstyring af igangværende projekter fra Bygningsstyrelsen til Vejdirektoratet.

Rapporten afdækker, at der i Bygningsstyrelsen ikke er reageret i tide på de udfordringer, som projektet har været i. Projektet er således nu fordyret med i størrelsesordenen 1,3 mia.kroner i forhold til det aktstykkegodkendte totalbudget på cirka 1,6 mia. kroner. Det samlede budget for projektet løber altså op i 2,9 mia. kroner.

Det er endvidere i den gennemførte granskning af Niels Bohr-projektet konkluderet, at der ikke i Bygningsstyrelsen er tilvejebragt det nødvendige styringsmæssige grundlag for fremadrettet på betryggende vis at kunne styre større byggeprojekter. Dette gælder både i forhold til Niels Bohr-projektet og i forhold til andre projekter, skriver Transport-, Bygnings- og Boligministeriet i en pressemeddelelse.

Nederst i meddelsen oplyses det, at Bygningsstyrelsens direktør Gyrithe Saltorp er fratrådt sin stilling. 

Konsekvensen bliver desuden en midlertidig overflytning af anlægsprojekter og udlån af relevante medarbejdere fra Bygningsstyrelsen til Vejdirektoratet. Overflytningen betyder, at ansvaret for projekternes gennemførelse overgår til Vejdirektoratets ledelse. Vejdirektoratets ansvar vil udelukkende være gennemførelse af projekterne. Den efterfølgende drift varetages af Bygningsstyrelsen.

- Ernst & Youngs rapport er alvorlig læsning, og der er behov for en hurtig og resolut styrkelse af styringen af statens byggeprojekter. Derfor overflyttes anlægsprojekter fra Bygningsstyrelsen til Vejdirektoratet midlertidigt, udtaler transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen i pressemeddelelsen.

Vejdirektoratet har gennem en årrække udviklet erfaringer, kompetencer og en dokumenteret arbejdsmetode inden for styring af anlægsprojekter. Disse erfaringer og kompetencer vurderes hurtigt at kunne bringes i anvendelse på Bygningsstyrelsens igangværende anlægsprojekter sammen med kompetencerne fra medarbejderne i Bygningsstyrelsen. Samtidig vil der ved gennemførelsen af projekterne udvikles kompetencer og processer, der på sigt kan tilbageføres til Bygningsstyrelsen, ifølge ministeriet.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094