Tømrerfirma blev rollemodel ved et tilfælde
- Det er ikke noget, vi har gjort bevidst, men noget som er sket med hjælp fra Jobcenter Solrød. Vi blev spurgt om vi ville tage en i arbejdsprøvning, og det gik godt, så vi er bare fortsat.
Det siger administrerende direktør Michael Hoff-Møller fra Egon Olsen & Søn, som tidligere i denne måned kunne glæde sig over at være én af tre nominerede til CSR People Prize i kategorien af virksomheder med under 100 ansatte.
Egon Olsen & Søn har blandt andet hjulpet en bogholder tilbage i arbejde efter længere tids sygemelding med stress, og hun er i dag ansat på fuld tid i virksomheden.
En tømrersvend er kommet i job efter en alvorlig arbejdsskade og er i dag ansat som pladsmand på nedsat tid.
Det samme er sket for en elektriker, som på grund af svær sukkersyge ellers har været uden for arbejdsmarkedet i otte år. Han er i dag ansat hos Egon Olsen & Søn tre halve dage om ugen.
- Vi er glade hver gang, det lykkes, og jeg er stolt af, at vi kan gøre en forskel for en mand, som har været parkeret i så mange år. Det er bare rigtig godt at se, siger Michael Hoff-Møller.
Det sociale fokus er dybt forankret i Egon Olsen & Søn, som også er kendt for at ansætte lærlinge med udfordringer, og det er ikke mindst medarbejdernes fortjeneste, understreger Michael Hoff-Møller:
- Vi har nogle medarbejdere, der bakker op om, at det er måden, vi gør det på, og det er vigtigt. Jeg kan udstikke retningen, men det er svendene, som skal løfte det i hverdagen, når de går op og ned af lærlingene. Hvis ikke der var den opbakning, så kunne det slet ikke fungere, siger direktøren.
Egon Olsen & Søn beskæftiger 77 medarbejdere, heraf 18 lærlinge.
Om CSR People PrizeCSR People Prize uddeles i to kategorier: Dels til store virksomheder med mere end 100 ansatte, og dels til virksomheder med færre end 100 ansatte. Årets seks nominerede er: Store virksomheder:
Små virksomheder:
Sidste år løb Logistikkompagniet ApS i Greve med de mindre virksomheders pris, mens ISS Facility Services A/S fik prisen blandt de store virksomheder. |