Vejle-entreprenør skal bygge boliger i Middelfart
Sammen med arkitektfirmaet Rum og de rådgivende ingeniører fra Spangenberg & Madsen skal STB Byg fra årsskiftet opføre en ny boligafdeling for Boligforeningen Lillebælt/Boligkontoret DK på Skrillingevej i Middelfart.
Totalentreprisen, der løber op i 41 mio. kroner, omfatter 48 boliger i størrelser fra 40 til 111 kvadratmeter. I stueplan får beboerne en lille have med udgang til et grønt fællesareal, mens lejlighederne på første sal udstyres med altan.
Bebyggelsen opføres i to etager og vil fremstå med teglfacader i en varm brun farve. Skure og dele af facaden bliver beklædt med lodrette profilerede træbrædder. Altanerne udføres i stål med balustre i slanke rundstålsprofiler.
- Lejlighederne skal stå klar til indflytning i marts 2019, og vi glæder os rigtig meget til at komme i gang. Vi forventer at tage første spadestik primo 2018, fortæller Jens Winther, der er administrerende direktør i STB Byg.