23948sdkhjf

Nybyggeri på Syddansk Universitet

Universitets- og Bygningsstyrelsen (UBST) og arkitektfirmaet Dall & Lindhardtsen har netop sendt en 3.800 m² stor udvidelse af Institut for Idræt & Biomekanik i udbud.
Institut for Idræt & Biomekanik ved Syddansk Universitet (SDU) skal have nye faciliteter, og UBST har som bygherre netop sendt projektet i udbud.

Byggeriet, der er tegnet af Dall & Lindhardtsen, udbydes i fire dele fordelt på entrepriserne anlæg, råhus, bygning og installation.

Den nye bygning skal være base for videndeling om motions- og bevægelsesaktiviteter, og en del af aktiviteterne skal kunne foregå både ude og inde. Overgange mellem interne og eksterne miljøer får derfor stor betydning for den daglige anvendelse.

Fire etager med en bred vifte af funktioner
De nye faciliteter omfatter i alt cirka 3.800 m² fordelt på 600 m² kælder og 1.200 m² stueetage samt en 1. sal på 950 m² og en 2. sal på 1.050 m².

Kælderen indrettes med omklædningsfaciliteter, bade- og toiletrum, depoter og teknikrum. Stueetagen udføres med foyer samt adgang til fitnesslaboratorium, børnefitness, ganglaboratorium og laboratorium for leg og innovation. Her lægges sportsgulve af forskellig type med varierende gulvniveau.

Arealet på 1. sal skal danne ramme om en tværfaglig forskningsklinik til flere forskningsområder; herunder genoptræning, kiropraktik, fysioterapi, idræts- og motionsmedicin, sundhedspsykologi samt idræts- og træningslære.

På 2. sal indrettes åbne kontorarealer og cellekontorer, projekt- og studieområder. De to øverste etager opdeles af lette vægge forberedt for fleksibilitet i konstruktioner og installationer.

Udføres i lavenergiklasse 1
UBST oplyser endvidere, at facaden skal beklædes med cortenstål, og at facadepartierne skal udføres med vinduesarealer, franske altaner samt felter med fast og fleksibel solafskærmning.

Generelt vil der være fokus på tilgængelighed, lyd- og brandkrav samt indeklima og energieffektivitet og byggeriet skal således udføres i lavenergiklasse 1.

Der stilles i den forbindelse særlige krav til klimaskærm, solfangere, solceller, ovenlys, vinduer med lave u-værdier samt en kombination af naturlig og mekanisk ventilation.

Byggeriet skal opføres mellem en eksisterende parkeringsplads, en atletikbane og et voldanlæg, og det betyder, at projektet også omfatter terrænarbejder og -anlæg, opholdsarealer, stiforløb og forplads.

Fristen for at komme i betragtning til entrepriserne er den 16.11.2010. Læs mere under Licitationer/udbud her på Building Supply.

Se evt. også Dall & Lindhardtsens hjemmeside for yderligere beskrivelser af projektet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079