23948sdkhjf

Ledige skal være med til at bygge fremtidens Odense

Næste etape af Thomas B. Thriges Gade skal give uddannelsessøgende og ledige en vej ind i byggebranchen.

Byggeriet af parkeringskælderen i den sydlige del af den tidligere Thomas B. Thriges Gade er i gang, og dermed er arbejdet med at etablere Odenses nye centrale bydel gået ind i en ny fase.

Alt efter hvilke arbejder, der skal udføres, får mellem 30 og 60 bygge- og anlægsfolk deres gang på byggepladsen i de kommende år.

I den sammenhæng har partnerskabet bag byomdannelsen Fra Gade til By tirsdag indgået en aftale med foreningen Byg til Vækst, der skal gøre det nemmere og smidigere for entreprenøren at rekruttere lærlinge og praktikanter.

En Byg til Vækst-aftale har blandt andet til formål at give ledige uden en uddannelse i byggeriet en mulighed for at snuse til branchen og skabe et netværk, der bringer dem tættere på arbejdsmarkedet.

 Samtidig kan en Byg til Vækst aftale hjælpe virksomheder med at leve op til Odense Kommunes sociale klausuler om at beskæftige lærlinge og praktikanter på byggepladserne.

- Et tæt samarbejde med virksomhederne er helt afgørende, hvis vi skal lykkes med at bringe flere odenseanere i beskæftigelse. Derfor glæder det mig, at Fra Gade til By og deres entreprenør Züblin bakker op om vores arbejde og er med til at gøre vejen fra ledighed til beskæftigelse både nemmere og kortere, siger Steen Møller (K), der er rådmand for beskæftigelses- og socialforvaltningen i Odense Kommune.

Aftalen om TBT Syd skal gøre samspillet mellem uddannelsesinstitutioner, jobcenter og virksomheder mere simpelt og smidigt.

- Det handler om, at rydde alle praktiske sten af vejen, så entreprenørerne kan få opfyldt deres rekrutteringsbehov, samtidig med at de hjælper med uddannelse og opkvalificering af fremtidens arbejdskraft, siger Søren Folkersen, formand for Byg til Vækst.

Fakta om Fra Gade til By - Thomas B. Thriges Gade

Fra 2013 til 2020 omdannes den fire-sporede Thomas B. Thriges Gade til et bilfrit byrum med boliger og letbane midt i Odense. Det er det mest gennemgribende byomdannelsesprojekt i Odenses historie.

Projektet er et partnerskab mellem Odense Kommune og Realdania. Team Entasis og Cowi er rådgivere for projektet.

I oktober 2016 åbnede Fra Gade til By den nordlige del af en cirka 40.000 kvadratmeter stor p-kælder med plads til cirka 1.000 biler. Den nordlige del af p-kælderen har plads til cirka 500 biler.

I hele projektet bygges cirka 53.000 etage kvadratmeter med cirka 300 boliger og 500 arbejdspladser.

Projektet koster 972 mio. kroner, hvoraf Realdania og Odense Kommune hver betaler 255 mio. kroner. Det resterende beløb på 462 mio. kroner finansieres ved salg af byggeretter og p-anlæg.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.083