Byggebranchen: sms-fyringer er ikke ok
Et stort flertal af Building Supplys brugere mener, at det er forkert at afskedige medarbejdere på sms.
Tendensen går igen i resten af industrien. I elektronikindustrien, træ- og møbelindustrien, metalbranchen, energi-sektoren og fødevareindustrien mener 95-97 % af brugerne, at sms-fyringer er forkert. I alt har mere end 3.000 brugere deltaget i afstemningen.
Bør gøre ansigt til ansigt
Og de bakkes op af sagkundskaben. Hos Ledernes Hovedorganisation anbefaler direktør Gert Bronton, at man overbringer afskedigelser ansigt til ansigt.
- En sms er ikke en fyldestgørende opsigelse, hvor man kan begrunde en af de vigtigste ledelseshandlinger og dermed vise, hvad man vil med virksomheden. Også i en situation med opsigelser, bør lederen understøtte virksomhedens image og værdier. Det er vigtigt for såvel de tilbageværende samt den eller de medarbejdere, der skal afskediges, at man ikke siger et og gør noget andet. En fyring via sms illustrerer ikke respekt eller åbenhed, men snarere det modsatte. Det er ren og skær dårlig ledelse, siger Gert Bronton på organisationens hjemmeside.
Derudover forklarer han, at der rent juridisk kan være problemer med sms-fyringer, idet arbejdsgiveren skal kunne dokumentere, at medarbejderen har modtaget beskeden.
Deltag i denne uges afstemning til højre for denne artikel: "Er din virksomhed på Facebook?".