Bygherre frygter for konsekvenser af højhus-dom
Inter Gruppen er blevet pålagt at betale erstatning til en nabo for skyggegener i forbindelse med et højhusbyggeri. Selskabet overvejer nu at gå til Højesteret.
Årsagen er, at Vestre Landsret har givet en nabo til byggeriet medhold i, at skygge- og indkigsgenerne er så betydelige, at Inter Gruppen nu skal betale 200.000 kroner i erstatning.
Michael A. Christensen, der er direktør for Inter Gruppen, finder dommen urimelig og fortæller til Herning Folkeblad, at virksomheden lige nu overvejer at tage sagen til Højesteret.
Han frygter, at denne sag kan blive startskuddet til en bølge af søgsmål fra naboer til højhus-byggerier landet over:
- Vi fik en byggetilladelse og har bygget nøjagtig efter lokalplanen. Prøv at tænk på, hvor mange steder i lande, man bygger i højden - ja, se bare, hvad der sker i Herning. Dommen vil kunne få uoverskuelige konsekvenser, siger direktøren til avisen.