Lemvigh-Müller: Sværeste år nogensinde
Koncernens 2009-regnskab vidner om et stort underskud på driften og et markant fald i omsætningen. Adm. dir. Morten Jørgensen er dog forsigtig optimist med hensyn til 2010.
Resultatet efter skat lyder på -387 mio. kroner, hvilket betegnes som særdeles utilfredsstillende.
- Vi hverken kan eller vil tale os uden om, at resultatet er klart utilfredsstillende, også selv om man tager de enestående store udfordringer i betragtning, som både vi og branchen har måttet kæmpe med i 2009. Når det så er sagt, så har vi en tro på, at en række in- og eksterne faktorer så småt begynder at pege i den rigtige retning, også selv om det endnu er alt for tidligt at erklære krisen for overstået, siger administrerende direktør Morten Jørgensen.
Sænker omkostninger med 25 %
Fra begyndelsen af 2009 iværksatte Lemvigh-Müller flere tiltag, der skulle sænke omkostningsniveauet.
Detailkæden Cascade blev frasolgt og adskillige salgsafdelinger lukket. De tabsgivende datterselskaber Ferronet og LMG Maskiner blev lukket og integreret i moderselskabet, og der blev gennemført omfattende strukturelle forandringer, som skulle geare virksomheden til fremtiden.
I alt flere end 700 stillinger, svarende til 35 % af medarbejderstaben, er blevet nedlagt; enten ved opsigelser eller naturlig afgang.
- Selv om effekten af alt dette endnu ikke har slået fuldt igennem, er vi nået langt og har foreløbig sænket vores omkostningsniveau med ca. 25 %. Samtidig har vi i efteråret 2009 forenklet og strømlinet vores organisation, så den i langt højere grad er målrettet vores mest betydende kundesegmenter inden for stål og metal, industriteknik og tekniske installationer, fortæller Morten Jørgensen
Forsigtig optimisme
- Vinteren har været hård, men på det seneste har vi set lyspunkter og fornemmer en spirende optimisme, som medfører en stigning i efterspørgslen, siger Morten Jørgensen, og fortsætter:
- Det er gode tegn, og efter lang tid med stor nedgang, tror vi, at vi har set bunden, og at det vil gå fremad, om end det vil komme til at gå langsomt. Vi har derfor indstillet os på, at markedet er skrumpet, og at konkurrencen vil blive skærpet yderligere i de kommende år, og det er det, vi nu har gearet vores forretning til.
- Når det er sagt, så vil vi fortsætte med at effektivisere forretningen, så vi sikrer, at vi fremover kan præstere rimelige resultater. Overordnet set så tror vi, at vi med en trimmet, kompetent og motiveret virksomhed, moderne it- og logistiksystemer samt ikke mindst meget kapitalstærke ejere er klar til fremtiden og vil komme styrket ud på den anden side af krisen, slutter han.