23948sdkhjf

Arkitekter kan gøre en forskel

Det kræver mere end nye vinduer, samtalekøkkener og en legeplads, hvis den negative spiral i de forsømte almene boligkvarterer skal brydes.
I disse år postes der hundredvis af millioner i renoveringer af almene boligområder, men de rigtigt vellykkede projekter er der desværre lidt for langt imellem.

Blandt andet derfor var forskere, arkitekter og andre med tilknytning til byggeriet i sidste uge samlet i Aalborg for at diskutere kvaliteten i det almene boligbyggeri.

Arrangør af konferencen var Hasseris Boligselskab, der bød velkommen i sit nyopførte multihus midt i boligkomplekset Skelagergårdene, som netop hører til blandt de almene boligområder, der kæmper med en – i social forstand – uhensigtsmæssig beboersammensætning.

1.200 mennesker til åbent hus
Det skal en igangværende renovering til i alt 367 mio. kroner være med til at lave om på, og konference-deltagerne fik et indblik i, hvordan boligselskabet sammen med Aalborg Kommune, Metopos, Årstiderne Arkitekter og Schønherr arbejder på at knytte selve renoveringen sammen med en større boligsocial indsats; herunder bl.a. multihuset og parkområdet ”Mulighedernes Park”.

Selvom renoveringen af Skelagergårdene endnu ikke er afsluttet, er der allerede sket mærkbare forandringer.

Direktør Lars Brøndberg kunne blandt andet fortælle, at hele 1.200 mennesker dukkede op, da Hasseris Boligselskab holdt åbent hus i forbindelse med færdiggørelsen af den første boligblok.

Ventelisterne er også blevet længere, og ifølge Lars Brøndberg er der en stigning i antallet af henvendelser fra mere ressourcestærke personer.

Boligselskaber og arkitekter skal nærme sig hinanden
Dermed ser det ud til, at Skelagergårdene har taget de første små skridt hen imod en mere bæredygtig beboersammensætning, hvilket ellers ofte har vist sig som en vanskelig proces i de socialt belastede områder.

Ifølge Claus Bech Danielsen, forsker ved Statens Byggeforskningsinstitut, hænger det blandt andet sammen med, at arkitekturen prioriteres lavt, når boligerne skal renoveres. Det handler dels om, at boligselskaberne først og fremmest tænker i tilstandsrapporter og sociale forhold og dermed mangler forståelse for vigtigheden af den arkitektoniske kvalitet.

Men arkitektfirmaerne må også tage en del af skylden på sig. De er nemlig ikke tilstrækkeligt interesserede i at være med til at forandre de almene boligområder, lød det fra Claus Bech Danielsen, der vurderer, at arkitekturen bliver afgørende, hvis det skal lykkes at give de udskældte boligområder et imageløft og en bedre fremtid.

Den fysiske struktur skal brydes op
I Århus – nærmere bestemt Gellerup og Toveshøj – er én af landets absolut største omdannelser af socialt boligbyggeri så småt ved at tage form.

Per Frølund, leder af Gellerup-sekretariatet ved Århus Kommune, var inviteret til Aalborg for at give et indblik i det omfattende projekt.

Målet med indsatsen i Gellerup-parken er at nedbringe andelen af almene boliger i bydelen fra 90 % til 30 % inden 2030, og kommunens planer omfatter både bolignedrivninger, ny infrastruktur og opbygning af en erhvervspark.

Arbejdet med at omdanne de grønne områder er så småt indledt, men der kommer først for alvor skred i projektet, når en dispositionsplan vedtages. Det sker tidligst til efteråret.

Per Frølund er dog ikke i tvivl om, at der skal store fysiske forandringer til, hvis visionerne for Gellerup skal føres ud i livet. Den sociale indsats kan ikke stå alene, fordi en uhensigtsmæssig infrastruktur ofte er en medvirkende årsag til, at belastede bydele fastholdes i deres eksisterende mønstre:

- Renoveringer af almene boligområder gør sjældent op med områdets fysiske struktur. Det vil vi, fastslog Per Frølund.

Læs mere om konferencen her på Building Supply i de kommende dage.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109