Troldtekt modtager Byggeriets Miljøpris
Et enigt dommerpanel har givet Byggeriets Miljøpris til Troldtekts PEFC-mærkede akustikplader, der bidrager til et bæredygtigt miljø under produktion, anvendelse og bortskaffelse.
– Det er en stor ære for os at blive hædret her på branchens vigtigste messe. Vi er glade for, at byggebranchen nu sætter mere fokus på miljø, og vi er stolte over, at vi – med modtagelsen af prisen – bliver anerkendt som en foregangsvirksomhed på området, siger Peer Leth.
Miljøvenligt, så det kan mærkes
Et enigt dommerpanel tildelte Troldtekt prisen for at have fokus på miljø gennem hele produktets livscyklus. Troldtekt har for nylig som ét blandt kun ganske få byggematerialer opnået PEFC-certificering – en garanti for, at det træ, som indgår i akustikpladerne, kommer fra bæredygtig skovdrift og kan spores tilbage til certificerede skove.
Troldtekt produkterne var også blandt de første loftprodukter, der blev indeklimamærket efter den frivillige mærkningsordning, Dansk Indeklima Mærkning. Troldtekt opnåede indeklimamærket allerede i 1997 og kan desuden dokumentere minimal miljøbelastning ved produktion, anvendelse og bortskaffelse. Endelig kan akustikpladerne genanvendes, og 95 procent af energien til opvarmning af produktionen kommer fra CO2-neutralt brændsel.
– Vi lægger vægt på, at livscyklus for en Troldtekt akustikplade i alle led er miljømæssig forsvarlig. Og så har vi konstant fokus på at tænke bæredygtighed og produktudvikling sammen. I praksis udmønter det sig i, at vi, som nogle af de første på markedet, tilbyder PEFC-mærkede akustiklofter. Det er vores måde at sikre, at bæredygtighed går hånd i hånd med høj kvalitet, når vi taler byggematerialer, siger Peer Leth.
75-års jubilar i fuld udvikling
Troldtekt er ikke nogen ny spiller på byggemarkedet. Det er præcis 75 år siden, at de første akustikplader forlod virksomhedens fabrik i Troldhede, og siden har produktionen ikke stået stille.
Det samme gælder udviklingen i kundeskaren. I de første årtier var de robuste akustikplader især efterspurgte i landbrug og industri. Siden er materialet udbredt til al slags byggeri, hvor der er behov for at lægge en miljøvenlig dæmper på lydniveauet – lige fra idrætscentre til private hjem.