Schmidt hammer lassen architects vinder hotelprojekt i München,
Schmidt hammer lassen architects løber nu med prestigefyldt hotel-projekt i München.
Konkurrencen er den tredje store internationale arkitektkonkurrence, som schmidt hammer lassen architects har vundet i første kvartal af 2010.
Med udgangspunkt i tre elementer
Hotelprojektet er placeret i den nye bydel Schwabinger Tor, langs den nordlige ende af Leopoldstraβe. Udfordringen i konkurrencen var at bringe Münchens byarkitektoniske karakteristika, med det liv og den atmosfære, som det historiske centrum er kendt for, med ind i den nye og moderne bydel.
Schmidt hammer lassen architects’ arkitektoniske koncept tager udgangspunkt i tre elementer: En analyse af den historiske by med buer, hvælv og arkader; et tæt samspil med masterplanens boulevarder, pladser og stræder; og et fokus på det enkelte menneske og hotelgæstens oplevelse.
- Arkademotivet er kendt i München og er med til at formulere en overgang imellem den offentlige plads og det private rum. Der opstår et semioffentligt rum, hvor folk kan opholde sig og betragte livet i byen. Det er denne værdi, vi ønsker at tilføje hotellets stueetage, siger partner hos schmidt hammer lassen architects Kim Holst Jensen.
Mod nord og syd danner to nye bypladser et naturligt ankomstområde for hotellet og konferencecenteret, som schmidt hammer lassen architects yderligere har understreget med to markante, gyldne hvælvede rum.
- Disse helt unikke rum giver følelsen af at være en del af noget særligt for både hotelgæsten og den forbipasserende. Det er betagende, storladent og luksuriøst, siger Kim Holst Jensen.
Med udgangspunkt i den skandinaviske tradition
Hotelværelserne er ved et enkelt arkitektonisk træk gjort helt specielle. De integrerede, store og luksuriøse badeværelser – en form for private spa-rum – med dagslys og visuel kontakt til det grønne, giver en afslappet og karakterfuld atmosfære i alle hotellets værelser.
- Brugen af dagslys er et gennemgående tema, som vil give hotelgæsten en udsøgt oplevelse og sætte helt nye standarder for top-hoteller, forklarer Kim Holst Jensen.
Bygningsfacaderne giver med deres poetiske rytme af lodrette lameller, og den åbne stueetage, et tilskud til byens rum. Med udgangspunkt i den skandinaviske tradition med fokus på lys, åbenhed og enkelhed har schmidt hammer lassen architects skabt et markant og karakterfuldt bygningsværk, der forbinder det klassiske med det moderne, og skaber et unikt og elegant hotel med sin helt egen profil.
Fakta
Bygherre: Jost Hurler Beteiligungs- und Verwaltungsgesellschaft GmbH & Co. KG
Areal: ca. 40.000m2
Antal værelser: ca. 300
Konkurrence: 2009-2010, 1. præmie i indbudt international konkurrence
Status: Opførelse 2012-2014