En god karakterbog giver flere opgaver
Hvordan finder virksomhederne en vej ud af krisen? Byggeopgaverne hænger ikke længere på træerne og mange virksomheder har været nødsaget til at dreje nøglen om.
Krisen i byggesektoren betyder, at konkurrencen er knivskarp, og at vi befinder os i en situation, der kan betegnes som købers marked.
Men hvad kan virksomhederne gøre, hvis de vil positionere sig og gøre sig attraktive overfor køberne?
Den valgte virksomhed er ikke nødvendigvis den billigste
En mulighed er, at være bedst på prisen, dvs. at virksomheden tilbyder den laveste pris på opgaverne. Men i den nuværende situation er priserne allerede så langt nede, at virksomheden ofte kun lige netop kan klare sig igennem opgaven med skindet på næsen.
Det ved bygherrerne godt, ligesom de ved, at det kan være en dårlig idé at acceptere et tilbud, der er så lavt, at det ikke hænger økonomisk sammen for leverandøren.
Derfor er det ikke altid, at bygherrerne vælger alene ud fra laveste pris. I stigende grad inddrages virksomhedernes kvalifikationer. Populært sagt er der god forretning i at vælge den virksomhed, der samlet set er bedst, frem for den virksomhed, som i sit tilbud har den laveste pris.
Over 1.000 virksomheder tilmeldt karakterbogs-ordningen
En måde, at få indblik i en virksomheds kvalifikationer, er at kigge i dens karakterbog. Siden 2004 har Byggeriets Evaluerings Center beregnet de nøgletal, som indgår i virksomhedernes karakterbøger.
I skrivende stund er ca. 860 entreprenører og 225 rådgivere blevet tilmeldt ordningen. Det er virksomhedernes egne kunder, som foretager evalueringerne. Byggeriets Evaluerings Center indsamler oplysningerne og sørger for, at det foregår efter faste retningslinjer og via internettet.
Indtil videre er virksomhedernes nøgletal ikke offentligt tilgængelige, men i løbet af 2010 vil de blive offentliggjort. Nøgletallene viser virksomhedernes kvalifikationer på følgende områder:
• Overholdelse af tidsfrister
• Mangler
• Arbejdsulykker
• Kundetilfredshed
Krisen der virker omvendt
Nøgletalssystemet er indført af staten, og det er obligatorisk at anvende i statsligt og alment byggeri. Men kommuner, regioner og private bygherrer anvender systemet på frivillig basis, fordi det giver dem en gevinst.
Vi oplever i stigende grad, at byggeriets virksomheder ønsker at markedsføre sig og dokumentere deres gode resultater overfor deres kunder og mærker en stigende interesse for at få en karakterbog, så man kan sige at krisen virker omvendt på os.
Vores erfaring viser nemlig, at ren priskonkurrence ikke altid er hensigtsmæssig, når det drejer sig om komplekse og langvarige byggeprojekter. Jeg sammenligner det som regel med at ansætte en medarbejder i en ledende stilling – det er vel de færreste, der på forhånd ville beslutte, at stillingen skulle besættes af ansøgeren med det laveste lønkrav.
Men sådan har man gjort i byggeriet i mange år, og vi mener, det er i alles interesse, at virksomhedernes kvalifikationer nu bliver inddraget i konkurrencen om byggeriets opgaver.