’Overfrakker’ til sydjyske boliger
Flere virksomheder er gået sammen med kommunerne i Kolding og Middelfart om udvikling af ny teknologi til udvendig isolering af huse fra perioden 1950-1975.
Projektet hedder ”Grøn Vækst”, og det er første gang, at teknikken benyttes i Danmark.
Den afprøves netop nu på en villa i Kolding, der fungerer som udviklings- og demonstrationsprojekt til inspiration for håndværkere og borgere.
Undgår svineriet – renoveringen foregår udenfor
- Ved at isolere på ydersiden bliver det muligt for familien at blive boende under arbejdet, da det ikke sviner indvendigt. Den eneste gang håndværkerne skal ind i huset er, når de gamle vinduer skal erstattes af nye energirigtige vinduer med 3-lags glas, forklarer Benedikte Jørgensen, bæredygtighedschef på Fiberline Composites.
Teknikken gør det realistisk at opgradere ældre boliger fra 1950-70’erne til energiklasse 1 huse.
- Med projektet håber vi at sætte fokus på en alternativ form for energirenovering, så boligejere af ældre boliger – også i Middelfart Kommune – kan få øjnene op for nye veje til at spare på energien og CO2 udledningen. Det håber jeg, mange vil lade sig inspirere af, siger borgmester i Middelfart Kommune, Steen Dahlstrøm.
Fakta:
• Coathouse T11 er navnet på byggeprojektet. Huset er et udviklings- og demonstrationsprojekt, der kan inspirere håndværkere og borgere.
• Udover Fiberline og Isover indgår Nilan, Pro Tec, Cembrit, arkitekt Sofie Thorning og Tegnestuen Mejeriet i projektet.