Små firmaer kan slippe for årsregnskaberne
EU-parlamentet har godkendt en ændring af EU's regnskabsregler, der kan fritage millioner af helt små virksomheder fra at lave årsregnskab.
Forslaget er led i en EU-strategi, der skal styrke små forretningsdrivende. Et af målene er, at de administrative byrder i 2012 skal være 25 % lavere end i 2007.
For at en virksomhed kan kaldes "mikro", skal den opfylde mindst to af tre følgende krav:
• Den må højst have 10 ansatte.
• Den årlige omsætning skal være under 7,5 mio. kroner.
• De samlede aktiver må ikke overstige en 3,75 mio. kroner.
Et sidste bump på vejen
Både parlamentet og kommissionen har godkendt forslaget, men for at det kan føres ud i livet, skal det også godkendes af EU's regeringsledere i Det Europæiske Råd. Her møder forslaget modstand fra blandt andre Spanien og Belgien.
Argumentet er, at mindre kontrol er et dårligt signal at sende efter finanskrisen. Men det vurderes, at revisorbranchens lobbyister også har en finger med i spillet.
Vedtages regelændringen skal virksomhederne dog fortsat føre fortegnelser over de økonomiske aktiviteter og den finansielle situation.